Taqija, lovlig løgn. Taqya, benyttes af muslimer, Taqiya staves på forskellige måder, Taqija? betyder det at man ikke kan stole på muslimer?

Begrebet Taqija i islam

(Den lovlige løgn)

 

Informationsark om brugen af lovlig løgn overfor ikke-muslimer og ikke-islamiske myndigheder:

Taqija er islams lovlige dispensation for at lyve overfor “vantro”, dvs. ikke-muslimer og myndigheder, kontorer, politi og domstole. Ideen er at skabe forvirring, sløre sandheden og få modstandere til at argumentere imod hinanden, således at islams sag fremmes og personens ære reddes.

 

Forhandlingssituationer med overbeviste muslimer kan give problemer. Man oplever ofte, at muslimer ikke accepterer et “nej” eller en begrundelse med henvisning til de gældende regler. De tror, at blot de bliver ved med at presse på, vil modparten give efter. Når man naturligt nok afslår erkendtligheder og psykisk pres, kan samtalen helt løbe af sporet: Vrede, krænket æresfølelse og opbragte familiemedlemmer. Betragter en muslim forhandlingspartneren som modstander eller del af et såkaldt “vantro system”, kan han lovligt lyve: specielt for at opnå en fordel for muslimsk religion, islamiske love, skikke og forordninger, eller hvis han føler, at han befinder sig i en kampsituation. Da kan han forvirre “fjenden”.

 

Godt nok er løgne syndige, “men ikke, hvor de udtales til en muslims bedste eller for at redde ham fra en katastrofe” (“The 4. Conference of the Academy of Islamic Research”, Kairo 1970).

 

Teologisk rækker ideen om taqija tilbage i tiden. “Islams bevis”, den store teolog Al Ghazali (1056-1111) udtrykte det sådan: “Af og til er det din pligt at lyve… vi må lyve, dersom sandheden fører til ubehagelige resultater, men sige sandheden, når den fører til gode resultater”.

 

Muhammad lærte os at lyve (taqija i shia-islam)

“Folk siger, ‘Lyv ikke’. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah. Han lærte mennesket at lyve, således at vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og forvirre vore fjender. Skulle vi holde os til sandheden med den konsekvens, at troen udsættes for fare eller nederlag? Nej. Folk siger: ‘Slå ikke ihjel’. Men den Almægtige lærte os, hvordan man slår ihjel. Hvorfor skulle vi ikke slå ihjel, når det er nødvendigt for at sikre troens sejr?… Bedrag, svindel, konspiration, snyd, tyveri og mord er ikke andet end midler. I sig selv er det hverken godt eller dårligt, uden de hensigter, der lå bag. Se på en køkkenkniv. Er den god eller dårlig? En husmor kan skære kød med den. Og en af islams soldater kan gennembore hjertet på et skadedyr” (Teologen M. Navab-Safavi i A. Taheri: “Holy Terror”). Han gav os taqija for at forvirre de vantro og fremme islam.

En af islams doktriner er læren om “taqija”, den religiøse dispensation, som muslimer har til midlertidig at fornægte troen for eks. i en forhandlingssituation, således at denne kan spille et fordækt spil, når det er gavnligt for sagen og for at forvirre en modpart af anden religiøs observans. Det kan gå så vidt, at en muslim, hvis det kræves af situationen, kan sværge falsk med hånden på Koranen. (Et kendt eksempel findes i dokumentarromanen: “Ikke uden min datter”). Dette kan endog gøres overfor en ikke-muslimsk ægtefælle. Denne dispensation har alvorlige følger, når man skal vurdere værdien af aftaler, samtaler og forlig, da “taqija” har en direkte nedbrydende virkning for troværdigheden. Den bruges desværre i mange sammenhænge: asylansøgninger, tilladelser, skat, ansøgninger, og især i forhandlingssituationer med “vantro systemer” eller såkaldte “illegitime systemer” (offentlige myndigheder).

Kun sjældent indrømmes brugen af taqija, som i et indlæg af formanden for muslimske studerende i Danmark (Islamic Student Organisation”) Jahamir F. Abdallah i et indlæg i Ekstra Bladet 6.4.97: “…vi er stolte af at være muslimer og finder os ikke i at blive hundset med af ikke-troende. Vi er ingens kulier mere…den tid er forbi.. At muslimer får flere børn end danskerne, at det sociale system bliver udnyttet, osv. Kan I kun takke jer selv for. Den kloge narrer den mindre kloge”. At indrømme brugen af taqija er egentlig imod selve metoden, da det netop er den narrede parts manglende viden om brugen af taqija, som forvirrer. Den tyske muslimske forfatter og filosof M.A. Rassoul anbefaler i sin bog “Allahs letze Botschaft, Argumente für den Dialog mit Christen”, at forvirre dialogpartneren ved at føre ham bag lyset. Argumentet henter han i Sura 4, 142: “Sandelig, hyklerne forsøger at overliste Allah, men han vil overliste dem”.

Undertiden møder man bl. Sunnimuslimer den påstand, at taqija kun findes i Shia-islam (f.eks. imam Leon Soudari i “Kommentar”, Kristl. Dagblad juli 98). Forskellen mellem shia- og sunnimuslimer er i denne sammenhæng, at taqija er udbredt blandt sunimuslimer, men påbudt blandt shiamuslimer. Især når en muslim befinder sig i en uheldig eller umulig situation, hvor det gælder om at opnå fordele for islam eller sig selv. Taqija er et strategisk middel for at forvirre omgivelserne. Taqija kan også oversættes og tolkes med ordet “forsigtighed”, hvilket betyder, at den sande muslim i vanskelige situationer bør skjule sine egentlige hensigter. Dette at “skjule sandheden” har “forstillelsen” som konsekvens.

Dette gælder f. eks. Korantolkningen, hvor man overfor den uvidende vantro fremhæver de blide Koranvers fra Muhammads tidlige år. Men disse vers er i modstrid med de senere Koranvers, hvor profeten fremhæver, hvordan den fromme muslim med hårdhed skal underkaste de vantro og udrydde dem, hvis de nægter underkastelse. (Sura 4.92 Islams fuldmagt over de vantro: Sura 47.4, Sura 8 og 9. Overfor de vantro skal muslimen henvise til et korancitat, som er sat ud af kraft (aboregeret): “Der er ikke tvang i religionen” og således snyde den vantro og vække hans interesse).

 

Begrundelsen for taqija er, at Allah snød sine fjender. Han snød dem ved ikke at lade Jesus dø. Islam nægter derfor, at Jesus blev korsfæstet(“det så kun sådan ud, det forekom dem sådan”). Denne lære overtog profeten fra sekten “doketisterne”.

 

Muhammed praktiserede taqija, Han snød sine modstandere, siger islamiske teologer som begrundelse for metoden. Her henvises til “Freden ved Al-Hudabija”, hvor Muhammed narrede sine modstandere. Overenskomsten ved Hudabija havde kun som formål ved forstillelse at få modstanderne til at tro, at han havde gode hensigter. Fredsaftalen var dog kun beregnet på at samle kræfter til den endelige underkastelse af modstanderne i Mekka, hvilket lykkedes. Med aftalen fik han adgang til byens hjerte, hvor han boede til han og hans tilhængere kunne tage magten indefra.

 

Sunnimuslimer i Vesten fornægter overfor ikke-muslimer eksistensen af taqija. Den konsekvente fornægtelse af, at man anvender forstillelse overfor enkeltpersoner og “vantro” myndigheder er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det grænseløs forvirring hos modstanderen eller de forhandlende myndigheder, når de ofte langt senere opdager det. Det har endog medført, at enkelte bøger og leksika om islam fejlagtig anfører at taqija kun bruges af shiamuslimer. Anbefalingen af løgn i form at taqija, som fandt sted på “The 4. Conference of Islamic Research” som en god og brugbar metode blandt sunnimuslimer, er yderst betydningsfuld, idet sådanne udtalelser for Kairos Al Azar universitet må anses som normgivende for sunnimuslimer.

   Et kendt eksempel for aktiv anvendelse af taqija, for at forvirre modstanderen ved løgn, kendes fra det overvejende sunnimuslimske land Tyrkiet, hvor Erbakan, politisk leder for den tredjedel af vælgerne, der stemmer fundamentalistisk i Tyrkiet, aldrig har fortiet brugen af taqija. (Søsterbevægelsen i Danmark er Milli Görüs, DMGT).

   Assia Harwazinski (tysk islamforsker) henviser til, at brugen af taqija er så almindelig for mange muslimer, at der er en “slags overlevelseskunst”, en måde at leve på, både på det personlige plan, men også i islamiske bevægelser, der både har en skjult dagsorden og en åben dagsorden.

De mest yderliggående er undertiden de mest ærlige, da de ofte af lutter iver ikke kan holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte mere bevidst blandt personer, som man i Vesten anser som moderate. Evnen til at bruge taqija ved at udnytte den “vantros” naivitet, forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst svært at se, hvem der har ret. Metoden har som et vigtigt mål, at få ikke-muslimer til indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med et af følgende påstande:

 

1a): “Taqija findes ikke”,

1b): “Det bruges kun af shiamuslimer”,

1c): “Det bruges kun af yderliggående”.

 

2: “Ikke muslimer har det godt, hvor muslimer har flertalllet”.

 

3: Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.

 

4: Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.

 

5: Ordet “islam skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande indhold (slm= salama= fred). Problemet er blot, at ordet “islam” faktisk betyder “underkastelse”.

   Tager en muslim udgangspunkt i et af disse sætninger ved man, at der bruges “forstillelse”, for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævede) Koranvers, for eks. verset: “Der er ingen tvang i religionen”.

 

Taqija overfor vantro indledes gennemgående med Koranverset: “Tvang findes ikke i Koranen”, og påstanden: “islam er en tolerant religion”,  “andre religioner har det godt, hvor islams system hersker”. At Koranverset er ugyldigt for ortodokse muslimer forties. I de muslimske lande bruges i stedet de voldsomt diskriminerende vers, der forvandler islamiske lande til gennemførte apartheid-systemer. Prof. Spuler Stegeman giver eksempler på, hvordan taqija i Tyskland bruges overfor tyske myndigheder, offentlige kontorer også af sunnier. Kilder for sunniislams brug af taqija er A. Harwazinske, Gibb og Kramer og “Zentrum für Türkeistudien”.

 

Taqija anvendes især overfor såkaldte vantro myndigheder, dvs. politi, domstole og myndigheder af enhver art, som ikke accepterer eller underordner sig islamisk lov. Nogle gange kan myndigheder forbløffes over de utrolige og helt usandsynlige historier, som bruges blot med det formål at forvirre. Da flertallet aldrig har hørt om taqija, tolkes det som sygelig tilbøjelighed til løgn, da det sjældent forbindes med noget religiøst. Reaktionen er derfor undren og opgiven. Netop det sidste, at myndigheden eller personen opgiver, er et tilsigtet mål for taqija. Accepterer myndigheden islamisk dominans og underordner sig alle krav, dæmpes brugen af taqija.

 

“Folk siger, ‘Lyv ikke’. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah.”

(Muhammad Navab-Safavi).

 

Amir Taheri, tidligere redaktør i Teheran, peger i sin bog “Holy Terror” på

“Skridt for skridt-metoden” i taqija:

“Hvis den rettroende ikke har tilstrækkelig magt til at gennemføre islam her og nu, må han gå gennem flere stadier. Han må starte med at fremme islam gennem propaganda. Men midlerne kan i øvrigt omfatte alt lige fra etableringen af koranskoler og til snigmord (Det engelske ord for snigmorder “assassin” er direkte overtaget fra arabisk). Løgnen er acceptabelt, når det er nødvendigt for at beskytte troens højere interesser…Midlertidige tilbagetog i taktisk øjemed for at vildlede fjenden eller som forberedelse til næste slag (“negira”) er tilladelige.”

 

For yderligere info: Chris Hinrichsen: “Islam Integration eller…?”, Rafael 1999

Samt www.islaminfo.dk og www.danskkultur.dk

Udgivet af foreningen Dansk Kultur. Oplysning om kulturforskelle. Tlf. 2925-2948

 

 

 

AT LYVE ER TILLADT...FOR NOGLE Fra Minut Fri Konservativ

Udtrykket TAQIJA betyder at forstille sig - og bruges, når det tjener udbredelsen af muhamedanismen eller gavner en muhamedaner i forhold til de vantro.

At bruge løgn over for de vantro er officielt tilladt. Og dette bedrageri er religiøst motiveret. Taqija drejer sig om, at en muhamedaner i en vanskelig situation bør skjule sine hensigter. Det gælder f.eks. korantolkningen, hvor man over for de uvidende fremhæver de blide vers - og skjuler de mere barske vers ... Aktive muhamedanere i Vesten nægter, at de bruger taqija. Denne fornægtelse at, at de bruger taqija over for os og myndighederne er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det forvirring hos og og hos de forhandlende myndigheder f.eks. i indenrigsministeriet ... Løgn og bedrageri er religiøst tilladte midler. en forhandlingsløsning eller en aftale med muhamedanismen er aldrig en endelig aftale.

De mest ærlige er undertiden de mest yderliggående, da de ofte af lutter iver ikke kan holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte i højere grad blandt personer, som man i Vesten anser som moderate. enkelte (også konvertitter) har en formidabel evne til at dreje argumentationen ved at udnytte den "vantros" naivitet. Dette forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst svært at se, hvem der egentlig kan betegnes som moderat. Metoden har som et vigtigt mål at få ikkemuslimer til indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med et af følgende påstande:

1.a) "Taqija findes ikke", b) "det bruges kun af shiamuslimer", c) "det bruges kun af yderliggående".

2. "Ikke muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet".

3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen. 4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion. 5. Ordet "islam" skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande indhold (slm = salama = fred).

Problemet er blot, at ordet "islam" faktisk betyder "underkastelse". Tager en muslim udgangspunkt i et af disse fem sætninger ved man på forhånd, at der bruges taqija, "forstillelse", for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævelse) Koranvers, for f.eks. verset: "Der er ingen tvang i religionen", etc. Et eksempel er den moderate Aminah Echammaris artikel i Kristeligt Dagblad 23.7.98. Kronikøren skriver samtidig med, at hun fornægter brugen af taqija, at Koranen ikke omtaler hellig krig mod ikkemuslimer og islam tager afstand fra jihad (hellig krig)."

Heimdal

Clicky Web Analytics