Artikler og oversættelser publiceret på Balder Org er helt for forfatternes egen regning. Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de fremførte synspunkter.
Nobelprisvinder under beskydning for ny bog om jødernes rolle i Sovjettidens undertrykkelse
Nick Paton Walsh i Moskva
The Guardian Lørdag 25. januar 2003
Alexander Solsjenitsyn (også stavet Solzhenitsyn) der var den første til at afsløre den stalinistiske Gulags rædsler forsøger nu at behandle et af de mest følsomme emner i hans forfatter karriere – Jødernes rolle i den Bolsjevistiske Revolution og de Sovjetiske udrensninger.
I sin seneste bog behandler den 84 årige Solzhenitsyn et af de sidste tabuer fra den kommunistiske revolution:
At Jøderne var lige så meget gerningsmænd, som de var ofre for undertrykkelsen.
Alexander Solzhenitsyn
har tre børn med sin
jødiske hustru.
To Hundrede År Sammen - en reference til den delvise indlemmelse af Polen i Rusland, hvilket medførte en stor vækst i Ruslands jødiske befolkningsandel – indeholder tre kapitler der omhandler den jødiske rolle i Ruslands revolutionære folkemord, og det hemmelige politis udrensninger.
Men jødiske ledere og nogle historikere har reageret på bogen med raseri, og stillede spørgsmålstegn ved Solzhenitsyns motiver med beskyldninger om ukorrekte fakta og beskyldninger om at ville fodre antisemitismens flammer i Rusland.
Solsjenitsyn fremfører at Jødisk satire om den revolutionære periode "bevidst eller ubevidst gør Russerne ansvarlig som dem der stor bag folkemordet. Men han siger også at alle nationens etniske grupperinger må dele skylden, og at folk er bange for at fortælle sandheden om det jødiske ansvar for begivenhederne.
I en bemærkning der ophidsede de russiske Jøder, skrev han:
"Hvis jeg ville generalisere og sige at livet for Jøderne i disse lejre var særligt hård, ville jeg kunne gøre dette, og ingen ville angribe mig for uretfærdig generalisering om en nationalitet.
Men ide lejre hvor jeg blev holdt fange var det anderledes. De Jøder som jeg selv oplevede; deres liv var lettere end andres."
Han tilføjede dog:
"Men det er umuligt at finde svar på det evige spørgsmål: hvem har skylden, hvem ledte os til vores død? At forklare Kievs Tjeka [hemmeligt politi] handlinger udelukkede ved at to tredjedele af dem var Jøder, er helt sikkert forkert.
Solsjenitsyn der fik Nobelprisen i Litteratur i 1970, tilbragte meget af sit liv i Sovjetiske fangelejre, og han oplevede forfølgelse da han skrev om sine oplevelser.
Nu har han et dårligt helbred, men i et interview som han gav sidste måned sagde han at Rusland måtte se det Stalinistiske folkemord i øjnene, og at dets jødiske befolkning burde være lige så oprørt over deres egen rolle i udrensningerne som den Sovjetiske magt der også forfulgte dem.
"Meningen med min bog var at være medfølende med Jødernes tanker, følelser og deres psykologi – deres spirituelle komponent," sagde han.
"Jeg har aldrig afsagt generaliserende domme over et folk. Jeg vil altid differentiere mellem jødiske lag.
Et lag skyndte sig at stå forrest under Revolutionen. Andre derimod forsøgte at holde sig i baggrunden."
Emnet Jøder blev i lang tid anset som værende forbudt. Zabotinski[en russisk forfatter] sagde en gang at den bedste tjeneste vores russiske venner kan gøre os is aldrig at tale om os offentligt.
Yevgenev Satanovski
Men Solzhenitsyns bog forårsagde kontrovers i Rusland hvor en russisk leder sagde at "den ikke havde nogen værdi".
"Dette er en fejl men selv genier laver fejl" sagde Yevgenev Satanovski, præsident af den Russiske Jødiske Kongres. "Richard Wagner kunne ikke lide Jøder, men han var en stor komponist. Dostovjevski var en stor russisk forfatter, men havde et meget skeptisk forhold til Jøderne".
"Dette er ikke en bog om hvordan Jøder og Russere levede sammen i 200 år, men en bog om hvordan de levede adskilt efter de fandt sig selv i det samme område. Denne bog er svagt professionelt set. Faktisk er den så dårlig at den ikke en gang er kritik værdig. Som litteratur er den ikke af nogen værdi".
Men DM Thomas, en af Solzhenitsyns biografer sagde at han ikke mente bogen var drevet af antisemitisme.
"Jeg ville ikke betvivle hans ærlige hensigter. Han siger at han støtter staten Israel. I hans fiktion og dokumentariske arbejde er der jødiske personer som han skriver om der er forstandige, anstændige anti-stalinistiske mennesker".
Professor Robert Service fra Oxford Universitetet der er ekspert i Russisk Historie i det 20e århundrede, sagde at Solzhenitsyn dømt efter det han havde hørt om bogen, havde "fuldstændigt ret".
Leon Trotsky (Lev Davidovich Bronstein)
Mens han forskede i en bog om Lenin, stødte professor Service på detaljer om hvordan Trotsky der var Jøde, bad politbureauet i 1919 at sikre at Jøder blev indkaldt i den Røde hær. Trotsky sagde at Jøderne var uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret i det Sovjetiske burokrati, inklusiv Tjekken.
Trotsky mente at spredning af antisemitisme var [delvis] følge af protester mod deres indsættelse i den civile administration. Det der ligger i det er at de ikke var passive tilskuere til Revolutionen. De var dels ofre og dels gerningsmænd.
Det er ikke et spørgsmål som nogen kan skrive om uden et at være meget modig, og det er tiltrængt at det sker i Rusland, fordi Jøderne ofte bliver beskrevet af fanatikere. Hr. Solzhenitsyns bog er langt mere nuanceret end dette.
Men andre kunne ikke se at der pt. var brug for Solzhenitsyns interesse for dette emne.
Vassili Berezhov, en pensioneret KGB oberst og de hemmelige tjenester og NKVDs historiker (NKVD = KGB’s forløber), sagde:
Etniske spørgsmål var ikke vigtige for os, hverken under Revolutionen eller i NKVD's historie.
Det var en social revolution og dem der tjente i NKVD eller Tjeka var tilhængere af idealer om social forandring.
Hvis Solzhenitsyn skriver at der var mange Jøder i NKVD vil det puste til de antisemitiske følelser der har dybe rødder i russiske historie. Jeg tror det er bedre at undlade at diskutere et sådant spørgsmål nu.
[...] Solsjenitzyn peger i sit store værk om russernes 200 år sammen med jøder på, at zarregimet faktisk tog større hensyn til jøderne end til den russiske befolkning, men jøderne ville jo gerne have mere og forstod at stille krav, som fik støtte fra deres frænder i USA. Da beslutsomme repræsentanter for disse frænder i 1917 dukkede op i Rusland med visioner om et helt nyt samfund med frihed, lighed og broderskab, blev de hilst velkommen især af de smarteste eller mest kyniske.
Sådan kom jødiske aktivister til at indtage ledende stillinger i det nye system fra den øverste topstyring til de nederste bøddelknægte. Det første til had og pogromer, men rokkede aldrig de ledende jøders magt (Alexander Solschenizyn (2003); Zweihundert Jahre zusammen – Die Juden in der Sowjetunion.) [...]
Ritt Bjerregårds mand Søren Mørch lefler for kongehuset, men nedgør nationalstaten Danmark og dansk kultur, mens han lovpriser den jødiske. I sin bog Ismael og Isak i det forjættede land skrev han: "at overalt, hvor der er etableret et jødisk samfund, skal der herske jødisk hegemoni: Overherredømme. Det vil sige, at jøderne skal have den øverste magt". mere
Fra sidelinjen: JP KronikGulagbenægterne Af Christian Langballe, sognepræst, Tjele
Dette er ikke en grundig gennemgang af Christian Langballes indlæg men en anledning til at følge sporet med Solsjenitsyn til der hvor hædersmanden er nu. Til den lejlighed har jeg oversat en artikel om Alexander Solsjenitsyn publiceret af den britiske avis The Guardian i 2003.
Christan Langballe har begået en udmærket kronik om venstrefløjens Gulag-Benægtelse, og citerer og roser i den forbindelse den russiske dissident Alexander Solsjenitsyn, der er Gulag Overlevende. Jeg tvivler ikke på at der har også været mange andre der har nikket bekræftende da de læste hans kronik.
Jeg skal ikke kommentere mere end højst nødvendigt fra den udmærkede artikel her, jeg er sikker på der vil være andre der tager sig af det. Lige til sagen:
Christan Langballe nævner også lige kort begrebet holocaust-benægtere:
"Dog er det sådan i Danmark, at mens det kun er ynkelige tosser, der er Holocaust-benægtere, findes der mange venstreintellektuelle gulag-benægtere, der intet har lært af historien og opfører sig, som om intet var hændt."
Psykiatriske diagnoser
Situationen byder mig at minde om at situationen som disse "ynkelige tosser" står i, lige er lige nøgagtigt den samme situation som den meget ærværdige Alexander Solshenitzin står i, nemlig den at de har en lidt anden udlægning af visse historiske detaljer end visse jødiske organisationer bryder sig om, og at de derfor bliver forfulgt både via lovgivning og med alternative metoder. Også den gang i Sovjet Unionen var der en udbredt villighed til at udstede psykiatriske diagnoser når man skulle lukke munden på dissidenter.
Det kommer faktisk ikke sagen ved om nogen af parterne, hvad enten de hundredevis af revisonistiske historikere eller Solzhenitzin har noget at have deres meninger i. Det burde være fuldkommen ligegyldigt.
Jødisk vilje til censur.
Igen ser vi her i Solzhenitsyns tilfælde at det er jødiske kredse der ikke bryder sig om at høre et andet syn på Jøderne og deres gerninger end det de selv gerne vil have frem. Også her henvises der til "faren for at puste til antisemitismen" for at visse ting skal forblive usagte. Og igen ser vi hvordan det lykkes dem, her ved at forhindre at der udkom en udgave af bogen på engelsk. [ubekendt hvordan oversættelsesituationen er lige nu]
Nobelprismodtageren frihedshelten og den fejrede dissident blev lagt på is på grund af jødisk utilfredhed med det seneste mesterværk. Ingen er i stand til at protestere og der bliver dårlig lagt mærke til at en fejret frihedshelt er blevet til ugleset persona non grata ved et sammenstød med jødiske interesser.
David Irving, (først) velanskrevet historiker berømmet for sin grundige, og seriøse tilgang til kildemateriale, enorme arkiv, uvurderlige bidrag i form af fundne dokomenter, hans bøger står på alverdens biblioteker. Kommer jødiske interesser for nær og er persona non grata. Kan ikke rejse i flere lande. Bliver indfanget i Østrig og sat i spjældet.
President Carter talks about AIPAC and Israel on C-SPAN
Kevin MacDonald Amerikansk psykolog har skrevet meget om jødisk psykologi og sociologi. Er under vedvarende angreb fra jødiske kredse der prøver at lægge ham for had.
Kevin MacDonald Ekspert i Jødisk psykologi
Kritikkulturen är den sista och viktigaste boken i professor Kevin MacDonalds trilogi om judendomen. MacDonald, som är evolutionspsykolog, är utan gensägelse världens främste expert på judendomen som gruppevolutionär strategi.
Boken behandlar alla de viktiga intellektuella och politiska rörelser som under 1900-talet undergrävt den traditionella västerländska kulturen. MacDonald argumenterar övertygande för att dessa rörelser, som alla letts av etniskt medvetna judar, djupast skall ses som försök att omskapa den västerländska kulturen på ett sätt som gynnar judendomen.
I bokens sista kapitel låter han sin analys utmynna i synpunkter på hur en europeisk etnisk aktivism kan utformas till försvar mot detta judiska stormanlopp. Därmed blir boken också i viss mån en handbok i etnisk aktivism på en solid kunskapsgrund, en intellektuell bas för en västerländsk gruppevolutionär strategi.
Gedigen utgåva med hårdpärm i klot och guldtext. Översatt av Lars Adelskogh.
Jürgen Möllemann Populær tysk politiker (FDP) blev for gode venner med Syrerne mente nogle..
Døde beklageligvis under et faldskærmudspring kort efter.
Mel Gibson der nærmest blev forfulgt for sin Passion of The Christ. Jøder klædt i fangedragter der demonstrerer mod Nazi Mel der er ud på at brænde jøderne. Never again. Fordi nogle Jøder spiller en tvivlsom rolle i en film om Jesus.
Luther Psykiatrisk diagnose
Douglas Reed var en succesrig journalist krigs-udenrigs-korrespondent for store aviser og også en kendt og populær forfatter. Alt det ændrede sig med et slag da jødiske kredse blev fortørnet over en af hans bøger; The Controversy of Zion.
Indeholder bl.a. en meget grundig og interessant gennemgang af det jødiske folks tidlige historie fra før de forskellige stammer blev splittet fra hinanden. Kan læses på engelskher. Hvis nogen kan forklare mig hvad den kriminelle hensigt med den bog skulle være ville jeg være glad.
Rep Paul Findley Dares to Speak Out About the Israeli Lobby
Paul Findley fhv. Medlem af den amerikanske Kongres fortæller om hvordan den jødiske lobby udøver en afgørende indflydelse på amerikansk politik med penge, pression og skræmmetaktikker.
"The Israel Lobby" authors Steven Walt and John Mearsheimer
That was part of our goal; to get the issue out in the open
and get people to talk about it.. Youtube | Reference til David Duke
Professorene Stephen Walt og John Mearsheimer fra henholdsvis Harvard og University of Chicago kom frem med en rapport The Israel Lobby der bl.a. viste hvor stor en indflydelse den zionistiske jødiske interesseorganisation AIPAC har på USAs politiske beslutninger. Blev nærmest lynchet af jødiske skribenter. (AIPAC = American Israel Public Affairs Committee)
Teaterstykket om Rachel Corrie der ikke måtte spilles i Canada og i New York
Shakespeares The Merchant of Venice også under beskydning, aflysninger og sat op i en en jødisk produceret censureret version.
Der er lange liste med navne og episoder der kan kommer her, og den kan blive endnu længere hvis vi også går lidt længere ned i historien, og helt sikkert endnu længere hvis vi helt tilbage til Adam og Eva.
De forskellige meninger der bliver udtrykt i videoerne på denne side er selvfølgelig for de forskellige personers egen regning.
