Artikler publiceret på Balder Org er helt for forfatternes egen regning. Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de fremførte synspunkter eller påstande.
Har Kevin MacDonald ret angående Jøderne?
Evolutionærpsykologen påstår at Jøder evoluerede frem til sejr over Ikke-jøderne.
Lucky Lindy - Hans amerikanske
nativisme lever videre.
Og MacDonald selv er en helt igennem amerikansk nativist af Charles Lindbergs slags.
Intet af dette betyder nødvendigvis at MacDonalds akademiske argumenter er forkerte. Han er en mangeårig professor i Psykologi, hans teorier har modtaget en del støtte fra velrespekterede kollegaer og det er svært at komme udenom at hans trilogi er lige så fascinerende som alarmerende; et enestående blik gennem jødisk historie og psykologi, ved hjælp af moderne evolutionær-psykologi.
I denne uges Store Spørgsmål, taler National Review columnisten John Derbyshire og Jewcy’s egen Joey Kurtzman omkring spørgsmålet “Har MacDonald ret angående Jøderne?”
Joey og Derbyshire tager spørgsmålet op og breder sig ud i et væld af andre spørgsmål der har relation til Jøder og race i USA: kan en Europæisk journalist kritisere Jøder uden “at blive flået i småstykker”?
Ville Jøderne have gavn af mere WASP (White Anglo Saxon Protestant) kritik på jødisk kultur? Er politisk korrekte venstreorienterede (Liberals) i virkeligheden håbløs racistisk? Og så videre.
Men hele tiden har man spørgsmålet i baghovedet: kunne Kevin MacDonald have ret angående Jøderne?
Fra: Joey Kurtzman
Til: John Derbyshire
Emne: Har Kevin MacDonald have ret angående Jøderne?
Ok, så kan jeg lige så godt begynde med en kort oversigt over Kevin MacDonalds arbejde.
Manden er professor i psykologi ved Cal Tech State Long Beach der plejede at studere ulve, og så en dag skiftede til Jøder. Af grunde der er mig ubekendte fik hans arbejde på ulve langt mindre opmærksomhed end hans arbejde om Jøderne.
Evolutionær strateg - Roma kvinde
MacDonald er en fortaler for “evolutionær-psykologi”, et hurtigt voksende område der søger at forklare menneskesindet og menneskets opførsel ved at studere dem gennem den evolutionære teoris optik.
Han er fortaler for den kontroversielle ide at evolutionær kappestrid ikke kun foregår mellem individer og gener, men også mellem grupper af mennesker. Han har studeret Amish, Romaerne, Oversøiske Kinesere, og andre grupper fra et evolutionært perspektiv. Men hans primære fokus har været på Jøder.
Jeg ville koge hans tese ned til disse to: I løbet af den jødiske historie, har Jøderne udviklet en prædisposition for høj intelligens, verbal intensitet, velgørenhed inden for gruppen og en samling andre egenskaber, og disse egenskaber fremmer en “evolutionær gruppestrategi” der benyttes af den jødiske befolkning til at konkurrere med den Ikke-jødiske befolkninger
For at se nogle eksempler på hvordan MacDonalds teorier har været behandlet i de populære medier, kig en gang på Judith Shulevitz’s “Evolutionary Psychology’s Anti-Semite” i Slate, and Mr. Derbyshire’s “The Marx of the Anti-Semites” i The American Conservative.
Ok, videre til sagen.
En sand historie:
En Jødinde jeg kender der faktisk er en veteran fra adskillige mainstream jødiske organisationer, fortæller at hun er faldet over MacDonalds essay “Understanding Jewish Influence”. Da hun læser om Jødernes forunderlige evne til at opnå magt og indflydelse i Vestlige samfund, om vores anseelse i det akademiske og jura, om hvordan vores høje intelligens og organisationstalent er nøglen til vores evne til at opnå en sådan prominens, svulmede min venindes bryst med etno-religiøs stolthed og hun gav essayet videre til en af sine forhenværende kollegaer; der også beklæder en post i en jødisk organisation. Vennen svarede: “Den artikel er skrevet af en Ikke-jøde. Og oven i købet en vaskeægte antisemit. Lad være med at give det til nogen andre.
Kevin MacDonald
Ekspert i Jødisk psykologi og evolutionære gruppe-overlevelses strategier
Det er den samme trættende historie. Selvsmagende, triumferende jødisk historiografi der ligner den slags vi afviser som “antisemitisme” mistænkeligt meget.
Hvis Kevin MacDonald havde foreslået den samme tese om en “evolutionær gruppesstrategi”, men havde sørget for at glæde os med den slags for masturbatoriske interpretation som vi holder så meget af - du ved hvordan det går, noget i retning af “se på alle de ting disse Jøder har givet os med deres strategi, alle de fantastiske udmærkelser og Nobelpriser og videnskabelige fordel og knivskarpe sociale videnskaber!” – kan du være sikker på at hans research ville have fået en anden modtagelse.
En modtagelse mere som den der faldt en recent studie fra Utahs Universitet der argumenterede for at den Ashkenazi jødiske befolkningsgruppe havde samlet genetiske egenskaber der medfører højere intelligens.
Helt sikkert var nogle af os en smule nervøs at høre “jødisk genetik” blive diskuteret, men vi var også entusiastiske og følte os beæret. Da New York Timesskrev om undersøgelsen, gav vi den videre til andre, og var medvirkende til at gøre det til avisens “mest e-mailede historie”, og i stedet for at afvise den som frygteligt og antisemitisk, vil jeg tro at de fleste af os ser frem til at finde ud af om denne tese vil blive bekræftet i fremtiden.
Hvilket i virkeligheden er den eneste fornuftige reaktion på MacDonalds research.
I forordet til The Culture of Critique siger MacDonald; “For mig er det eneste der betyder noget, om jeg har været ærlig i min behandling af kilder og om mine konklusioner lever op til de normale standarder for videnskabelig forskning i de sociale videnskaber”.
Jeg tror ikke det ville være andet end rimeligt at bedømme MacDonalds arbejde baseret på nøjagtigt disse kriterier. Jødiske akademikere har fremsat deres af kontroversielle teorier og var i deres ret til at kræve at disse teorier blev bedømt på deres skolastiske (heller end deres æstetiske) meritter.
Om vi kan lide MacDonalds argumenter eller ej, om vi finder dem behagelige eller fornærmende, alt hvad der betyder noget er om hans præmisser og modeller er gyldige, og om de indsigter de frembringer, kan bekræftes af fremtidige studier. Hvis en kritiker ønsker at wade ind i debatten med spørgsmålet om en “gruppe-selektions-teori” er en brugbar videnskabelig model, fair nok.
Selektiv pres? - Livet i en Shetl
[Shetl - Traditionel uintegreret Jødisk landsby i Østeuropa, der på den tid ofte blev styret af hårde religiøse love og diktatoriske rabbinere, på samme måde som Imamerne holder kontrol med muhamedanerne i ghettoerne herhjemme. Ofte synonym med tilbagestående, indespist og fattig. Balder]
Hvis nogen har lyst til at indvende at Ashkenazi livet i Europa ikke varede længe nok for evolutionære selektionsprocesser til at slå igennem med deres genetiske magi, gør det. Men beskyldninger om antisemitisme er irrelevante for all disse punkter, og tjener kun til at vanskeliggøre en dybgående undersøgelse af MacDonalds research.
I Slate bønfaldt Judith Shulevitz John Tooby – direktøren af UC Santa Barbara’s Center for Evolutionary Psychology, og på dette tidspunkt også præsident af Human Behavior and Evolution Society – at komme med en akademisk afvisning af MacDonalds argumenter. Han forsikrede hende at han snart ville gøre dette. Han gjorde det aldrig.
Så har Kevin MacDonald ret om Jøderne? Jeg ved det ikke. Indtil videre ser det ud som det eneste svar for mit vedkommende.
Så nu har jeg et spørgsmål til dig.... da du anmeldte MacDonalds værker i The American Conservative, hvorfor spillede du al de samme spil som Shulevitz? Endnu inden du havde undersøgt MacDonalds arbejde havde du allerede stemplet ham som “Antisemitternes Marx”, der “havde Jøder på hjernen”.
Prøv nu lige at være rimelig. Var du bange for at fornærme Jøder hvis du gav MacDonald en fair behandling, uden at indlede din anmeldelse med dette equivalent af en blinkende rød neonreklame der siger “ANMELDELSENS SUBJEKT ER EN ANTISEMIT! LYT IKKE! LYT IKKE!” Eller var det Pat Buchanan eller Scott McConnell der var bange for at blive sat i gabestokken af rasende Jøder? Hvem var det der manglede modet?
An Evolutionay Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements
Kritikkulturen är den sista och viktigaste boken i professor Kevin MacDonalds trilogi om judendomen. MacDonald, som är evolutionspsykolog, är utan gensägelse världens främste expert på judendomen som gruppevolutionär strategi.
Boken behandlar alla de viktiga intellektuella och politiska rörelser som under 1900-talet undergrävt den traditionella västerländska kulturen. MacDonald argumenterar övertygande för att dessa rörelser, som alla letts av etniskt medvetna judar, djupast skall ses som försök att omskapa den västerländska kulturen på ett sätt som gynnar judendomen.
I bokens sista kapitel låter han sin analys utmynna i synpunkter på hur en europeisk etnisk aktivism kan utformas till försvar mot detta judiska stormanlopp. Därmed blir boken också i viss mån en handbok i etnisk aktivism på en solid kunskapsgrund, en intellektuell bas för en västerländsk gruppevolutionär strategi.
Gedigen utgåva med hårdpärm i klot och guldtext. Översatt av Lars Adelskogh.
