Artikler publiceret på Balder Org er helt for forfatternes egen regning. Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de fremførte synspunkter eller påstande.
Lige som mit sidste indlæg om ungdomshusets gaderkrigere, opstod dette indlæg som en reaktion på noget jeg læste på en blog.
Meningen var bare at komme med et korts svar der skulle sætte en misforståelse på plads., men måske som sædvanligt kunne jeg ikke stoppe skrivekløen da den en gang var sat i gang.
Jeg opdager så først nu at indlægget var ca. et år gammelt, men det gøre ikke meget fra eller til; det er nu mere aktuelt end nogensinde.
Jeg citerer fra bloggen (understregningen er min):
Per Nyholm - JP
Per Nyholm spørger i et indlæg i Jyllands-Posten, hvorfor ingen kræfter op på vegne af historikeren David Irving - når nu alle har så travlt med at erklære deres støtte til Pamuk. Irving, der (vistnok) ganske rigtigt, som Nyholm skriver, "nyder anerkendelse som en udmærket historiker" - eller i hvert fald: gjorde - blev verdenskendt som (netop) den respekterede historiker, der i fuld alvor påstod, at jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig aldrig havde fundet sted.
Min kritik gik ud på at påpege at der her blev fremført en indlysende usandhed. Derefter udvikler det sig til en mere generel kritik mod medierne, der har gjort løgn of fordrejning "i den gode sags tjeneste" til en næsten daglig foreteelse, især når det drejer sig om kildne emner og upopulære personer eller grupper
Jeg gentager igen den linje det drejer sig om:
Den respekterede historiker, der i fuld alvor påstod,
at jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig aldrig havde fundet sted.
Replik: Det ville være bedre hvis man vidste hvad man talte om inden man for alvor påstår at David Irving har påstået at jødeudryddelserne aldrig har fundet sted.
Jeg har det meget fint med at man vil skyde manden ned, men så skal det da også være med saglige argumenter og uden fantasifulde hjemmestrikkede postulater om hvad David Irving mener. [Slut - Replik der var tiltænkt bloggen.]
Ugler i mosen?
David Irving med sin danske kone Bente og baby. Jessica går vist i folkeskolen nu, så det må være et gammelt billede.
Usagligheden er tilsyneladende det mest benyttede våben, hvilket selvfølgelig får den mistænksomme til at formode at der alligevel er andre ugler i mosen.
Det bedste eksempel på usaglighed og bevidst fordrejning er vel betegnelsen "Holocaustbenægter", og endnu kønnere, den sprogligt tvivlsomme variation "holocaustfornægtere". Desperationen viser sig i det forfatterne bliver sig gentagelsen bevidst og tyer til dette kunstgreb.
I så godt som alle avisartikler jeg har set i danske aviser fortælles der foruden de obligatoriske fordømmelser også usandheder, løgne og fordrejninger, men mere væsentligt glemmer man nogensinde at komme ind på mere specifikke påstande fra revisionistisk side.
Jeg får at billede af nogle af disse skribenter som mennesker, hvor der ikke levnes en sprække af tvivl at selv ikke det mest minimale af holocaustfordærvernes teorier kunne pege mod sandheder af nogen som helst art. En sådan grad af overbevisning har jeg indtil videre kun mødt hos strengt religiøse kristne og muhamedanere.
Med undtagelse af indtil videre Per Nyholm, der i de få artikler jeg indtil videre har læst har formået at udtrykke sig på en langt mere civiliseret og passende måde, i stedet for den omvendte "jødehetz" som revisionisternes rutinemæssigt og med bifald af hele fåreflokken bliver udsat for. Mens der bræges "at det aldrig må ske igen", kyler man folk i fængsel og gør parat til endnu mere bogbrænderi i fineste nazistisk stil. Må jeg lige have mig undskyldt? Sådan noget kan altså få mig til at se rødt, og til at få eventuelle bekymringer om enmets upopularitet til at forsvinde som dug for solen.
Sjovt nok påstår sådanne journalister som en slags selvfølge, at revisionisterne er fyldt med (jøde)had.
Men journalisternes eget had skinner så klart igennem, at det bliver til en farce.
I modsætning til den gang med muhammed-tegningerne er der ikke nogen i denne kategori af journalister der formår at give et velment og troværdigt forsvar for ytringsfriheden.
Nej, lejligheden skal først og fremmest udnyttes til at bekæmpe Irving og company's synspunkter, for så til sidst at deponere den påkrævede trosbekendelse til fordel for ytringsfriheden et eller andet sted i et hjørne. En overfladisk læser ville dog nemt kunne gå glip af dét budskab i forvirringen over det uafladeligt gentagne fyords-mantra.
Man lancerer ideen at "holocaust-benægtere"
a) alle sammen har den samme opfattelse,
b) alle sammen har "jødehad" c.q. nazisympatier som motivation og
c) vigtigst af alt igen det førnævnte trick med at titulere dem Holocaust- benægtere.
Ingen af de ting jeg har læst fra revisionisters hånd, har nogensinde benægtet, at det vi indtil en gang i halvfjerdserne tror jeg nok, kaldte for "anden verdenskrigs jødeudryddelserne" fandt sted.
"Holocaust" ifølge revisionisterne: "den jødiske version af jødeudryddelserne"
"Holocaust" er i revisionisternes øjne den opfattelse af "holocaust" som "jøderne" selv mener er den rigtige. Altså en mytologiseret form for historieskrivning. En mytologisering der jo forekommer ganske naturligt efter de fleste vigtige historiske begivenhederne.
Hvilken Serber husker ikke Slaget på Solsortesletten, og hvilken Dansker husker ikke det tapre forsvar ved Dybbøl Banke, og hvilken tidligere tyskbesat europæer husker ikke Battle of Britain? Det billede, eller den mytologi vi har bygget op omkring sådanne begivenheder er i høj grad påvirket af senere udkomne bøger, fortællinger, TV-programmer film, romantisering, målrettet propaganda for eller imod glorificering og dyrkelse, forglemmelse af egne fejl, fejheder og grusomheder, og dyrkelse af om nødvendigt senere selvskabte egne helte og retfærdiggørelse af egen moral.
Det har vi for Danmarks vedkommende til fulde oplevet efter slutningen af krigen, hvor de mindre sympatiske side af sagen blev fortrængt af de heroiske gerninger. Der er skrevet tykke bøger om disse ting, og mange af disse bøger forsøger fra hver sit synspunkt at gøre op med skønmalerier, og sortmalerier; myter.
Hvorfor skulle Jøder være anderledes?
Også Jøder forsøger at holde fast i det de mener er den for Jøderne mest fordelagtige fremstilling af sagen, og glemme de sorte sider i historien, som f.eks. hvor tæt de zionistiske ledere samarbejdede med nazisterne, hvordan zionisterne i Ungarn var medskyldige i at de ungarske Jøder blev deporteret, den store jødiske repræsentation blandt de Russiske revolutionære bødler, og Judenraternes samarbejde med Nazisterne, og vil hellere tale om den heroiske opstand i Warszawa-ghettoen, jødiske modstandsgrupper, blomstrende ørkner, kibbutzer, nobelpristagere, folkedans og Krystalnatten, Jødernes lidelser osv. osv.
Det er kun naturligt, og lige så naturligt er det at man når begivenhederne er kommet på afstand anlægger mere kritiske synsvinkler, undersøger sagen og således omskriver historien. Historieskrivning står aldrig stille, og de Vestindiske besiddelser der en gang var danskernes storhed og glorie, bliver nu tolket som Danmarkshistoriens sorte plet.
Ordet holocaust-benægter er et skældsord beregnet på at dehumanisere revisionisterne, på nøjagtigt den samme måde som den kulturradikale fløj fortsat forsøger at dehumanisere Dansk Folkepartis vælgere, som nazisterne forsøgte at dehumanisere Jøder, og som nogle indvandringsmodstanderne forsøger at dehumanisere muhamedanere.
Holocaust-benægter er et simpelt skældsord, der svare til at dem der ikke bekender sig til ens egen tro omtales som hedninge, kafir, eller vantro.
Holocaust-benægternes afvigelser fra de "officielt vedtagne forklaringer" kan nemlig umuligt oversættes til "benægtelse af at jødedryddelserne fandt sted.
De Revisionisternes ideers virkelighed ligger langt fra det indtryk som udtrykket "holocaustbenægter" er beregnet til at efterlade hos publikummet efter røgsløret er lettet.
Et andet tegn på usagligheden i de fleste af disse avisartikler er, at man sjældent eller aldrig nævner de rettelser der med tiden er blevet lavet i den "officielle version", nogle af dem efter revisionister har påpeget et ømt sted.
Det nuværende "officielle" dødstal for Auschwitz er således nedskrevet med 2,5 millioner fra 4 til 1,5 millioner i 90' erne, og lige efter krigens afslutning blev der fabuleret om 9 millioner døde Jøder.. Desuden var dette tal (1,5 mio) og den etniske fordeling af ofrene ("hvoraf flest Jøder påskriften") resultatet af en forhandling mellem flere parter, bl.a. den katolske kirke.. Det er et politisk kompromis mellem interessegrupper, uden megen værdi fra et videnskabeligt synspunkt.
Historikeren Yehuda Bauer: det er på tide at anerkende, at det sædvanlige antal er en overlagt myte.
Historiker Raul Hilberg: 1.000.000
Historiker Gerald Reitlinger: 700.000.
Den jødiske historiker Yehuda Bauers udtalelse stammer fra hans artikel med den meget sigende titel "Fighting the Distortions".
De foregår altså åbenbart en masse "godkendt revisionisme", da ovenstående alle sammen er anerkendte forskere med Hilberg i spidsen som Mr. Holocaust-historie, men enighed kan man heller ikke tale om.. Dog har jeg ikke hørt at nogen af dem er sat i spældet eller bliver forfulgt.
Skiftende forklaringer fra begge hold
Både "holocaust-benægterne, og anti-revisionisterne har i løbet af de meningsudvekslinger der jo alligevel er foregået, mest gennem uofficielle kanaler, weblogs, fora osv. tilpasset deres teorier og forklaringer, når modparten mente at have fundet huller i modpartens argumentationen.
Men den slags detaljer, eller en opfordring til en rigtig offentlig debat med Irving eller andre lignende figurer, er selvfølgelig helt fraværende i skriverierne fra de overbeviste anti-revisionistiske journalister.
Det kunne jo nemt spolere det entydige og overforsimplede billede af revisionisme, revisionister og deres ideer som disse enten traumatiserede, uvidende eller bange og forvirrede mennesker prøver at efterlade hos deres læsere.
Interesser på spil
Derudover er der selvfølgelig kollosale interesser på spil, i faldt man ville finde ud af at revisionisterne havde lad os sige blot for 25 % ret, for lige at udtrykke lidt kreativt. (Påstanden om at revisionisternes ideer alle som en er tilbagevist vil aldrig kunne sælges, så længe der reelt ikke er fri diskussion og forskning på området.)
Kæmpemæssige wiedergutmachungs-beløb, hvis størrelse vist nok står i relation til antallet af de myrdede Jøder udbetales stadig, et enormt faldt i prestige hos utrolig mange parter, Israels moralske status / popularitet i verden (og derfor i sidste ende muligvis dets eksistens), nyt had på grund af det der vil fremstå som "bedraget" og den årelange undertrykkelse.
Om der bliver mere antisemitisme ud af det hvis man frigiver holocaustforskningen, med de ovennævnte mulige konsekvenser, end hvis man fortsætter med at smide folk i fængsel for det er så et godt spørgsmål.
Historikere skal ikke tage hensyn til "de efterladtes følelser" eller "the memory of the dead" men forske uanset hvis' følelser døde eller levende der måtte ende med at blive krænket.
Fascistisk præsident
Iranske studenter protesterer mod Ahmadinejad under konferencen.
Det bedste man kan gøre er at man frigiver holocaustforskningen, holder op med at chikanere dem der beskæftiger sig med det, og håbe på at de længe hævdede godkendte, og overlegne argumenter holder mod revisionisternes latterlige og for længst tilbageviste nazifantasier.
Indtil videre synes jeg vi skulle tage imod de Radikales forslag til en særlov for forfulgte forfattere med kyshånd, og invitere de tyskere, østrigere, franskmænd, belgiere, schweitzere, australiere og andre der lever under de nazistiske anti-revisionistiske love i deres hjemlande til at tage opholdt i Danmark, give dem et stipendium, opholdstilladelse og statsborgerskab.
Længe leve mangfoldigheden og de mange fri meninger, er det ikke sådan?
Eller skal der mon også hæftes en "Holocaustbenægter klausul" på de Radikales plan, lige som hos "Amnesty International"?
Ligesom den "Holocaust-benægterklausul" i vores "sekulære demokrati" der sætter iranske fanatikere i stand til med rette at gøre grin med vores højt besungne "ytringsfrihed".
At den iranske spøgefugls eget regimes forbrydelser mod landets egne borgere trods alt er en hel del værre end det tyskerne of franskmændene pt. kan præstere er en ringe trøst.
Klogskaben i revisionisternes beslutning om at deltage i en konference i en islamisk diktaturstat der selv undertrykker enhver der ytrer sig i modsætning til regimet kan man selvfølgelig sætte mange spørgsmålstegn ved.
På den anden side kunne det måske være årsag til at vi langt om længe begynder at gribe lidt i egen barm og ser på vore egne demokratiske problemer først, inden vi igen render rund og forsøger at demokratisere resten af verden ved hjælp af våbenmagt, med slagord som ytringsfrihed højt i banneret.
Og måske gavner det også den iranske studenter på billedet en smule at konferencen gav ham mulighed for komme med sin protest uden at blive ekspederet umiddelbart efter.
Eller måske gavner det holocaust-industrien, og de kræfter der mener at mere meningsundertrykkelse og hjernevask er vejen at gå?
En ting er sikkert: med dommen over David Irving mm., har mørkemændene overskredet en grænse der sikrede at man i flere årtier har kunne slippe afsted med meningstyranniet uden alt for meget opmærksomhed. Det var en stor fejl. Havde man givet manden den forventede symbolske dom, så kunne man have fortsat endnu en rum tid med at nyde frugterne af tyranniet i det skjulte. Nu bliver det svært og dyrt at gøre skaden god igen.
Hør David Duke komme med sine argumenter for at deltage i konferencen i Teheran.
Interview med den jødiske journalist Wolf Blitzer på CNN. (David Duke er en amerikansk "White Nationalist", ofte forkortet som WN politiker, og er altså ikke historiker eller revisionist)
Det ender med meget lidt politisk korrekte meningsudvekslinger mellem Blitzer og Duke. Klar tale må man sige!
Transkription af hele interviewet der nu er blevet set mere end 100.000 gange på Youtube.
Og det er kun den ene flere versioner af det samme interview..
The Israel Lobby: Hollandsk produceret dokumentar fra april 2007 i 6 dele i kølvandet på Stephen Walt og John Mearsheimers omdiskuterede rapport om den Israelske Lobby i USA. The Israel Lobby
Wolf Blitzer CNN AIPAC fundraiser - Agent for Israel
The Zionist-influenced media has maintained that the purpose of the conference was to deny the Holocaust - when the actual, stated purpose was to provide free speech on this important historical issue and to protest against the suppression of free speech in some European countries. The record of the conference is clear. There were many speeches at the conference that maintained the mainstream Holocaust view.
In an act of blatant deception, the Zionist-influenced media has headlined that in the closing session Iran's President called for "wiping Israel off the map," suggesting that he advocated a genocide or destruction of the people of Israel. One more big lie.
Any tape or transcript of his speech will show that he said support around the world for Zionism is dwindling and that the Zionist Regime will be replaced by a democratic state in the same fashion that the Soviet Regime was dissolved in Russia.
He specifically advocated complete civil and political rights for all residents of the region, and specifically mentioned protection for the complete civil rights for Jews and Palestinians alike, and he repeatedly stressed that all peoples should love and respect one another and must disavow violence and war.
How the Zionist media lies! Thank God we have an Internet where people can immediately learn the truth. Ten years ago these lies could be stated with no fear of contradiction, now you can hear with your own ears the truth rather than the lies of a pro-Israel media.
Balder: Om medierne er zionistiske som Duke påstår eller ej, deres løgnagtighed kender vi allesammen. Så spørg mig ikke om jeg går ind for Dukes synspunkter og lignende. Det drejer sig om at alt løgnagtig rapportering skal rapporteres så hurtigt og kontant det er muligt, uanset hvem eller hvad det angår.
Er Irans præsident virkelig en jødehadende, holocaust-benægtende islamo-fascist der har truet at slette Israel fra landkortet?
Counterpunch og main stream media journalister: Ahmadinejad citater er fejloversat
Her er noget der borer lidt dybere i mediefordrejningen m.h. den iranske præsident Ahmadinehads påståede udtalelser der som det hævdes, bliver fejloversat af de vestlige medier.
For months, scholars like Cole and journalists like the London Guardian's Jonathan Steele have been pointing out these mistranslations while more and more appear: for example, Mr. Ahmadinejad's comments at the Organization of Islamic Countries meeting on August 3, 2006.
Radio Free Europe reported that he said "that the 'main cure' for crisis in the Middle East is the elimination of Israel."
Elimination of Israel" implies physical destruction: bombs, strafing, terror, throwing Jews into the sea.
Tony Blair denounced the translated statement as ""quite shocking". But Mr. Ahmadinejad never said this.
According to al-Jazeera, what he actually said was "The real cure for the conflict is the elimination of the Zionist regime, but there should be an immediate ceasefire first."
Måske nok, men man må ikke være så naiv at man tager en rabiat muslims mest milde ord for pålydende og glemmer at han har som erklæret mål at udslette Israel.
Jeg er helt enig. Man kan forvente hvad som helst fra en som Ahmadinejad.
Om det virkelig er Islam der driver ham selv, er jeg dog ikke så sikker på, han virker ikke særlig religiøs, mere revolutionær. Så igen, jeg har nu ikke studeret ham så nøje.
Men det er vigtigt at holde snot for sig og skæg for sig.
Der er ingen som helst undskyldning for bevidste fejloversættelser, fejlcitater, og forhåndsbearbejdning af publikum inden et interview for at piske en stemning op der skal sikre at budskabet bliver “forstået rigtigt”.
Der er ikke noget at sige til at den vestlige presses troværdighed er ved at være på et absolut lavpunkt.
David Irving med sin danske kone Bente og baby. Jessica går vist i folkeskolen nu, så det må være et gammelt billede. 
