Kommenter på:
Balder Blog

Artikler publiceret på Balder Org er helt for forfatternes egen regning. Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de fremførte synspunkter eller påstande. Til Forsiden

Jødisk involvering i den psykoanalytiske bevægelse


Department of Psychology
California State University
Long Beach California

Fra The Culture of Critique kap 4

Side Indeks: top, 106, 107, 108, 109, 110, 111, 112
Tallene refererer til sidenumrene i paperbackudgaven og står under den side de refererer til.

Den velkendte karikatur af den skæggede freudianske psykoanalytiker der udspørger sin liggende patient om minder af fejlslagne pottetræning og sin mod forældrene rettede seksuelle lyster er nu en anakronisme, lige som denne for det meste tomme og sluddervorne kunst ikke længere praktiseres i større udstrækning.

Hvordan sådan en omstændelig teori kan have fundet en så bred accept – uden nogen som helst for basis i systematisk bevisførelse eller kritiske eksperimenter, og i betragtning af dens kronisk mangel på terapeutisk succes i nogen af de mest kendte klasser af mental sygdom (skizofreni, mani, og depression) – er noget som sociologer der beskæftiger sig med videnskab og populærkultur mangler at forklare. (Paul Churchland 1995, 181)

Påstanden i dette kapitel er, at det er umuligt at forstå psykoanalysen som en 'videnskab' eller mere rigtigt som en politisk bevægelse, uden at tage Judaismens rolle med i betragtning.

Sigmund Freud er det bedste eksempel på en jødisk social videnskabsmand hvis skrifter var påvirket af hans jødiske identitet og de negative egenskaber han tilskrev den ikke-jødiske kultur som kilden til antisemitisme.

Diskussionen om jødisk indblanding i den psykoanalytiske bevægelse blev, 'som ved en stiltiende overenskomst, betragtet som socialt uacceptabelt' (Yerushalmi 1991, 98). Ikke desto mindre har det jødiske engagement i psykoanalysen – den 'jødiske videnskab' – været åbenbar for dem indenfor og udenfor bevægelsen fra første færd:

Historien gjorde psykoanalysen til en 'jødisk videnskab'. Den blev angrebet som sådan. Den blev ødelagt i Tyskland, Italien, og Østrig, og blev således sendt i eksil til de fire verdenshjørner. Selv nu bliver den stadigvæk opfattet som sådan af både med og modstandere. Selvfølgelig er der efterhånden fremtrædende analytikere der ikke er Jøder... Men avantgarden af bevægelsen i de sidste halvtreds år er vedblevet med at være lige så jødisk som den var i begyndelsen. (Yerushalmi 1991, 98)

105

  Foruden kernen af lederne og den intellektuelle avantgarde af bevægelsen, har Jøder udgjort flertallet af bevægelsens medlemmer.

I 1906 var alle de sytten medlemmer af bevægelsen Jøder, og identificerede sig stærkt som Jøder. (Klein 1981). I en undersøgelse fra 1971 fandt Henry Sims og Spray at 62,1 procent af deres testgruppe af amerikanske psykoanalytikere karakteriserede sig selv som værende i besiddelse af et jødisk åndsslægtskab, til sammenligning var der kun 16,7 procent der angav et protestantisk, og 2,6 procent et katolsk åndsslægtskab.
Der var yderlige 18,6 procent der angav ingen særlig slægtskab, et procentdel der var væsentligt højere end i de andre kategorier af de psykiatriske og psykologiske professioner, der antyder at procentdelen af psykoanalytikere med en jødisk baggrund var endda højere end 62 procent. (Henry, Sims & Spray 1971, 27). 94


Sigmund Freud
Psykoanalysens fader

Vi har set at en fælleskomponent ved jødisk intellektuel aktivitet siden oplysningstiden har været at kritisere den ikke-jødiske kultur. Freuds ideer er ofte blevet beskrevet som subversive.
Ja selv Freud var overbevist at det hørte til selve den psykoanalytiske doktrin at fremstå som chokerende og underminerende.

På skibet til Amerika følte han ikke at han bragte dette land et nyt universalmiddel. Med sin typiske tørre humor fortalte han sinde medrejsende, 'Vi bringer dem pesten'. (Mannoni 1971, 168).

Peter Gay betegner Freuds arbejde generelt som 'subversiv' (underminerende) (1987, 140), specielt hans seksuelle ideologi som 'dybt underminerende for hans tid' (p. 148), og han beskriver hans Totem and Taboo som indeholdende 'underminerende formodninger' (p. 327) i dens analyse af kulturen. 'Mens implikationerne af Darwins synspunkter var truende og urovækkende, var de ikke lige så direkte frastødende, ikke så uagtværdige, som Freuds syn på barneseksualitet, de allestedsnærværende perversioner, og den dynamiske kraft af ubevidste ønsker' (Gay 1987, 144).

Der var en udbredt opfattelse bland mange antisemitter at jødiske intellektuelle var i gang med at underminere den tyske kultur i perioden inden 1933 (SAID, Ch. 2), og psykoanalysen var et aspekt af disse bekymringer. En stor del af fjendtligheden mod psykoanalysen samlede sig om den opfattede trussel af psykoanalysen mod den Kristne etik, inklusiv accepten af masturbation og sex inden ægteskabet (Kurzweil 1989, 18).

Psykoanalysen blev et mål for ikke-jøder der fordømte den jødiske underminering af kulturen— 'den dekadente indflydelse af Judaismen', som én forfatter beskrev det (se Klein 1981, 144). I 1928 Carl Christian Clemen, en etnologi professor ved Bonns Universitet, reagerede stærkt mod 'The Future of an Illusion', Freuds analyse af religiøs overbevisning ved hjælp af begreber brugt til at beskrive infantile behov.  

Clemen fordømte den psykoanalytiske tendens til at se sex overalt, en tendens han tilskrev den jødiske sammensætning af bevægelsen: 'man kunne forklare det ved de særlige cirkler hvorfra dens (psykoanalysens) fortalere, og måske også de patienter den behandler hovedsagelig stammer' (i Gay 1988, 537). Freuds bøger blev brændt under bogbræningerne i Tyskland i maj 1933, og da Nazisterne marcherede ind i Wien i 1938, gav de Freud besked på at rejse, og nedlagte det "Internationaler Psychoanalytischer Verlag".

106

Professor Kevin MacDonald på besøg i Danmark maj 2011 - Her sammen med Knud Eriksen

I de Forenede Stater, ved det andet årti af det tyvende århundrede var Freud blevet sikkert associeret med bevægelsen for seksuel frihed og social reform, og var blevet et mål for de socialkonservative (Torrey 1992, 16ff).. 95

Så sent som i 1956 klagede en psykiater der skrev i 'The American Journal of Psychiatry', 'Er det muligt at vi er ved at udvikle ækvivalenten af en verdslig kirke, støttet af det offentlige, med en staf der består af et apostolat på et niveau syd for bæltestedet, der uforvarende spreder et miskmask af eksistentialistisk ateisme, hedonisme og andre dubiøse religiøs-filosofiske ingredienser?' /Johnson 1956, 40).

Selv om han afviste religion, havde Freud selv en stærk følelse af jødisk identitet.
I et brev fra 1931 beskrev han sig selv som en 'fanatisk Jøde', og ved en anden lejlighed skrev han at han fandt 'tiltrækningen af Judaismen og af Jøder så uimodståelig, mange mørke emotionelle kræfter, så meget stærkere når de ikke lader sig indfange i ord, såvel som den klare bevidsthed af en indre identitet, hemmeligheden af den samme mentale konstruktion' (i Gay 1988, 601). Ved en anden lejlighed skrev han om "mærkelige hemmelige længsler" med hensyn til sin jødiske identitet (i Gay 1988, 601).

I hvert fald havde Freud omkring 1930 udviklet en stærk sympati for Zionismen. Han søn Ernst var også en Zionist, og ingen af Freuds børn konverterede til Kristendommen eller giftede sig med ikke-jøder.

 
Mød Kevin MacDonald
Den politisk ukorrekte professor
 

Som det kan forventes af den sociale identitets teori, involverede Freuds stærke jødiske identitetsfølelse en dyb fremmedgørelse fra ikke-jøder. Yerushalmi (1991, 39) noterer 'I Freud finder vi en følelse af at være anderledes overfor ikke-jøder som ikke bare kan forklares som en reaktion på antisemitisme. Selv om antisemitismen periodevis forstærkede eller ændrede det, ser det ud til at denne følelse har været grundlæggende, arvet fra familien og tidlige miljø, og det blev en del af ham gennem livet.'

I en afslørende kommentar fastslår Freud 'Jeg har ofte følt det som om jeg har arvet al den stædighed og alle lidenskaber fra vores forfædre da de forsvarede deres tempel, som om jeg glædeligt kunne ofre mit liv for et stort øjeblik' " (i Gay 1988, 604).
Hans identitet som Jøde var således associeret med en selvopfattelse i hvilken han uselvisk bekriger fjender af gruppen, døende i en heroisk altruistisk gerning mens han forsvarer gruppeinteressen—et spejlbillede i jødisk udgave af grand-finalen af Wagners Niebelungenlied som var en ingrediens i Nazi-ideologien (se SAID, Ch. 5).

Sagt med begreberne fra den sociale identitetsteori, havde Freud altså en meget stærk sans for gruppemedlemskab og en følelse af pligt til at arbejde uselvisk for gruppens interesser.

Gay (1988, 601) interpreterer Freud således at han mener Freud var i den tro at hans identitet som Jøde var resultatet af hans fylogenetiske arv. Som Yerushalmi (1991, 30) bemærker, hans psyko - Lamarckisme var hverken tilfældig eller født af omstændighederne.'

107

Freud forstod hvad Yerushalmi (1991, 31) kalder 'den subjektive dimension af Lamarckianismen, hvilket er følelsen af en stærk forbindelse til den jødiske fortid som skabt af den jødiske kultur, følelsen af ikke at kunne flygte fra sin jødiskhed, og 'at det man føler dybest og mest tilsløret er en snurrende fornemmelse i blodet.'

I det følgende afsnit af 'Moses og Monoteismen', fremstilles Jøderne som om de har formet sig selv til at blive et moralsk og intellektuelt overlegen folk:

Forkærligheden for åndelig udvikling som Jøderne har haft gennem to tusinde år, har selvfølgelig haft sin effekt; det har hjulpet til opførslen af et værn mod den brutalitet og den tendens til voldelighed der normalt findes der hvor atletisk udvikling bliver folkets ideal.

Den harmoniske udvikling af spirituel og legemlig aktivitet, som opnået af Grækerne, var Jøderne forhindret i at benytte. I denne konflikt blev deres beslutning i det mindste truffet til fordel for det der kulturelt set er vigtigere. (Freud 1939, 147)

Freuds følelse af jødisk overlegenhed kan også ses i en dagbogsoptegnelse lavet af Joseph Wortis baseret på et interview med Freud i 1935: Freud kommenterer at han så ikke-jøder som rede til 'skånselsløs egoisme,' hvorimod Jøder havde et overlegen familie- og intellektuelt liv.

Worris spurgte derpå Freud om han så Jøderne som et overlegent folk.

Freud svarede: 'Jeg tror at det er de i dag... Hvis man tænker på at 10 ud af 12 Nobelprisvindere er Jøder, og når man tænker på deres andre store bedrifter i kunst og kultur, har man enhver grund til at mene de er overlegne (i Cuddihy 1974, 36). Freud følte også at disse forskelle var uforanderlige.

I et brev fra 1933 fordømmer Freud antisemitismens opblussen: 'Min bedømmelse af den menneskelige natur, især af den Kristelig-Ariske variation, har jeg meget lidt grund til at ændre på' (i Yerushalmi 1991, 48). Ifølge Freuds overbevisning ville den jødiske karakter heller ikke ændre sig.

I 'Moses and Monotheism', erklærede Freud (1939, 51n), angående den optagethed af racemæssig renhed i bøgerne Ezra og Nehemiah, at 'Det er historisk sikkert at den jødiske type blev endelig fastlagt som et resultat af reformerne af Ezra og Nehemiah i det femte århundrede før Kristus.' (se PTSDA, Ch. 2)

'Freud var fuldstændig overbevist at siden den jødiske karakter en gang blev skabt i oldtiden, var den forblevet konstant, uforanderlig, dens væsentlige kvaliteter uudslettelig' (Yerushalmi 1991, 52).

Den åbenlyse racialisme og den utvetydige erklæring af jødisk etisk, spirituel, og intellektuel overlegenhed der findes i Freuds sidste værk 'Moses and Monoteismen' skal ikke ses som en afvigelse i Freuds tankemønster, men som værende central for hans standpunkter, hvis ikke allerede for hans publicerede værker fra en meget tidligere periode.

108

 
  Kevin MacDonald honored in 2004 accompanied by Virginia Abernethy

I SAID (Ch. 5) bemærkede jeg at inden Nazismens opkomst havde en vigtig gruppe jødiske intellektuelle en stærk racialistisk (racebevidst) sans for det Jødiske folk, og følte en racemæssig afstand fra ikke-jøder; de kom også med udtalelser der kun kan opfattes som et tegn på en jødisk følelse af racemæssig overlegenhed.

Den psykoanalytiske bevægelse var et vigtigt eksempel på disse tendenser.

De var kendetegnet ved ideen om Jødernes intellektuelle overlegenhed, racebevidshed, national stolthed og jødisk solidaritet. (se Klein 1981, 143). Freud og hans kollegaer havde en følelse af 'racemæssig forbundenhed' med deres Jødiske kollegaer, og 'racemæssig afstand' til andre (Klein 1981, 142; se også Gilman 1993, 12ff).

I en kommentar om Ernest Jones, en af hans disciple, skrev Freud 'Den racemæssige blanding i vores gruppe er for mig meget interessant. Han [Jones] er en Kelt, og derfor ikke helt tilgængelig for os, Teutonen [C. G. Jung] og Middelhavsmanden [selv som Jøde]" * (in Gay 1988, 186).

Freud og andre tidlige psykoanalytikere refererede ofte til dem selv som Jøder på en rasemæsig basis, og refererede til ikke-jøder som Ariere, i stedet for som Tyskere eller Kristne. (Klein 1981, 142).

Han skrev til C. G. Jung at Ernest Jones gav ham en følelse af 'racemæssig underlighed' (Klein 1981, 142).  

I årene 1920 blev Jones opfattet som en ikke-jødisk outsider, selv af andre medlemmer af den hemmelige komite af Freud loyalister, og det selv om han havde giftet sig med en jødisk kvinde.

'I øjnene af alle [jødiske medlemmer af komiteen] var Jones en ikke-jøde, og de andre benyttede altid enhver lejlighed til at gøre ham klar om at han aldrig ville kunne tilhøre gruppen helt. Hans fantasi om at trænge igennem til inderkredsen var en illusion, fordi han til evig tid ville være en utiltalende lille mand med sit fritteagtige ansigt trykket bedende mod glasset' (Grosskurth 1991, 137).  

På et tidligt stadium i deres forhold nærede Freud også mistanker mod Jung, resultatet af bekymringer over Jungs nedarvede Kristne, og endda anti-jødiske fordomme, og endda hans evne som ikke-jøde til helt at kunne forstå og acceptere selve psykoanalysen. (Yerushalmi 1991, 42).

Inden deres brud beskrev Freud Jung som en 'stærk uafhængig personlighed, som en Teuton' (i Gay 1988, 201).  

Efter Jung var blevet udnævnt til overhovedet af 'International Psychoanalytic Association', var en af Freuds kollegaer bekymret fordi ' tage som race' var Jung og hans ikke-jødiske kollegaer 'totalt forskelligt fra os Wienere' (i Gay 1988, 219).

I 1908 skrev Freud et brev til psykoanalytikeren Karl Abraham hvor Abraham bliver beskrevet som 'skarp', mens Jung beskrives som værende i besiddelse af en stor portion 'elan' – en beskrivelse, der som Yerushalmi (1991, 43) bemærker, peger på en tendens til stemple folk på basis af et gruppemedlemskab (den intellektuelt skarpe Jøde, og den energiske Arier)  

Hvor Jung automatisk var suspekt på grund af sin genetiske baggrund, var Abraham det ikke. Efter forsigtigt at have informeret sig om hvorvidt Abraham var Jøde skrev Freud at det var nemmere for Abraham at forstå psykoanalysen fordi han havde en racemæssig tilknytning [Rassenverwandschaft] til Freud. (Yerushalmi 1991, 42).

109

 
The Culture of Critique
An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth Century Intellectual and Political Movements
Amazon.com - 27 US dollars + forsendelse
 

Freuds stærke sans for racemæssige ind-gruppe ude-gruppe barrierer mellem Jøder og ikke-jøder kan også spores i de personlige dynamikker af den psykoanalytiske bevægelse.
Vi har set at Jøderne dominerede talmæssigt inden for psykoanalysen, specielt i de første faser, hvor alle medlemmer var Jøder.

'Det faktum at disse var Jøder var helt sikkert ikke tilfældig. Jeg tror også at Freud ville det på den måde på en dyb måde men uden direkte at udtrykke det' (Yerushalmi 1991, 41).

Som i andre former af Judaisme, var der en følelse af ind-gruppe indenfor et specifikt jødisk miljø.' Hvad end der var grunden – historisk, sociologisk – gruppebånd sørgede for et varmt tilflugtssted fra verden udenfor.  

I sociale relationer med andre Jøder, formede det uformelle og familiariteten en slags indre sikkerhed, en 'vi-følelse,' der fremgik selv af de vitser og historier der blev fortalt indenfor gruppen' (Grollman 1965, 41). Noget der også bidrog til det jødiske miljø af bevægelsen var det faktum at Freud blev tilbedt af Jøder generelt. Freud selv beskrev i sine breve at 'fra alle sider og steder har Jøderne entusiastisk beslaglagt mig for dem selv.' 'Han var forlegen over den måde de behandlede ham på som om han var en 'Gud-frygtende Overrabbiner', eller 'en nationalhelt,'' og af den måde de så hans arbejde som værende 'ægte jødisk' (i Klein 1981, 85; se også Gay 1988, 599).

Som det er tilfældet ved adskillige jødiske bevægelser og politiske aktiviteter der behandles i kap 2 og 3 (se også SAID, Ch. 6), skyede Freud ingen anstrengelser for at sikre at en ikke-jøde, Jung skulle blive overhovedet for hans psykoanalytiske bevægelse – en handlemåde der fik hans jødiske kollegaer i Wien til at blive rasende, men som var helt tydeligt ment for at sløre den meget store overrepræsentation af Jøder i bevægelsen i denne periode.  

For at overbevise sine jødiske kollegaer om nødvendigheden af at Jung måtte blive formand for foreningen, ræsonnerede han, 'De flest af jer er Jøder, og derfor ukvalificeret til at vinde venner for den nye lære.

Jøder skal være tilfredse med den beskedne rolle det er at forberede jorden. Det er absolut essentielt, at jeg skal skabe forbindelser i videnskabens verden' (i Gay 1988, 218).

Som Yerushalmi (1991, 41) bemærker, 'For at skære det ud i pap, Freud havde brug for en Goy (Goyim – ikke-jøde), og ikke bare en hvilken som helst Goy, men en med tilstrækkeligt intellektuel kapacitet og indflydelse.'

Senere da bevægelsen blev rekonstrueret efter første verdenskrig, blev en anden ikke-jøde, den føjelige og underdanige Ernest Jones præsident af 'The International Psychoanalytic Association'.

Interessant nok, selv om den recente kundskab er enig i at Freud havde en intens jødisk identitet, gjorde Freud hvad han kunne for at skjule denne identitet fra andre af frygt for at hans psykoanalytiske bevægelse ville blive opfattet som en specifik jødisk bevægelse og således blive et angrebspunkt for antisemitisme.  

Mens hans private korrespondance er flydt med stærke udtryk for hans jødiske identitet, viste hans offentlige udtalelser og skrifter en 'generelt forsigtig, distanceret tone' (Yerushalmi 1991, 42), der peger på et forsøg på vildledelse. Freud prøvede også at overfor offentligheden at underspille den store udtrækning hvor i Judaismen prægede hans familiemiljø under sin opvækst, sin religiøse skoling, og sin kendskab til hebraisk, jiddisch, og jødiske religiøse traditioner (Goodnick 1993; Rice 1990; Yerushalmi 1991, 61ff). 96

110 

Vildledning antydes også af beviset at Freud følte at psykoanalysen var undergravende for det ikke-jødiske samfund.  

Efter han publicerede 'Little Hans' i 1908, skrev han til Karl Abraham at bogen ville skabe et ramaskrig: 'Tyske ideer atter truet! Vore ariske kammerater er virkelig uundværlige for os, ellers ville psykoanalysen bukke under for antisemitismen' (i Yerushalmi 1991, 43).

Den sociale identitetsteori lægger vægt på vigtigheden af positivt tillagte egenskaber hvor det handler om ind-gruppen, og negative tillagte egenskaber hvor det angår ude-gruppen. Freuds stærke jødiske identitetsfølelse blev akkompagneret af følelser af intellektuel overlegenhed overfor ikke-jøder (Klein 1981, 61).

I et tidligt brev til sin kommende kone fastslog Freud at 'I fremtiden, så længe jeg er i praktik på hospitalet, tror jeg jeg vil forsøge at leve mere som ikke-jøderne – beskeden lære og praktisere de sædvanlige ting og ikke stræbe efter opdagelser eller grave for dybt' (in Yerushalmi 1991, 39).

Freud brugt ordet Goyim (ikke-jøde) til at referere til ikke-jøder i dette afsnit, og Yerushalmi kommenterer, 'Hånden er Sigmunds; stemmen er Jakobs [Freuds religiøse far] stemme (p. 39).
Det er stemmen af fremmedgørelse og adskillelse. En attitude af jødisk overlegenhed overfor ikke-jøder karakteriserede ikke kun Freud, men hele bevægelsen.

Ernest Jones (1959, 211) nævnte 'den jødiske overbevisning angående overlegenheden af deres intellektuelle evner, som de ofte også påtvinger andre mennesker.'

Som i tilfældet af de radikale intellektuelle kredse domineret af Jøder (se Ch. 3), 'Følelsen af intellektuel overlegenhed fremmedgjorde mange ikke-jøder indenfor bevægelsen og opmuntrede mange udenfor bevægelsen at afvise de humanitære påstande fra psykoanalytikerne som hykleriske' " (Klein 1981, 143) en kommentar der tyder på selvbedrag angående deres motiver blandt psykoanalytikere.

Freuds fremmedgørelse fra ikke-jøder involverede også et positivt syn på Judaismen og et negativt syn på den ikke-jødiske kultur, sidstnævnte bliver opfattet som noget der skal overvindes for at lede menneskeheden mod et højere moralsk stadie og for at standse antisemitismen. Freud havde en følelse af 'jødisk moralsk overlegenhed overfor uretfærdigheden af en intolerant – ja antisemitisk samfund" (Klein 1981, 86).

Freud 'støttede dem i det jødiske samfund [B'nai B'rith] der opfordrede Jøder til at betragte dem selv som menneskehedens mestre af demokratiske og broderlige ideer' " (Klein 1981, 86).  
Han skrev om sin messianske forhåbninger om at opnå 'integrationen af Jøder og antisemitter på psykoanalysens jord' (in Gay 1988, 231), et citat der indikerer temmelig tydeligt at psykoanalysen blev opfattet af dens skaber som en mekanisme til at standse antisemitisme.  

111

Freud var stolt af sine fjender – den forfølgende romersk katolske kirke, det hykleriske bourgeoisi, det tykhovedede psykiatriske establishment, de materialistiske Amerikanere – så stolt, at disse i hans sind voksede til potente tilskuere, meget mere skadelige og meget mindre delte end de var i virkeligheden.

Han sammenlignede sig selv med Hannibal, med Ahasuerus, (også kendt som Ashaverus) med Josef, med Moses, alle mænd med historiske missioner, kraftfulde modstandere og svære skæbner. (Gay 1988, 604)

The Frankfurt School - Roots of Political Correctness Part 1
 
The Frankfurt School - Roots of Political Correctness - Part 2
Free Congress Foundation | Tekstudgave

Denne kommentar er et udmærket eksempel på konsekvenserne af en stærk følelse af social identitet: Freuds stærke fornemmelse for jødisk gruppeidentitet resulterede i negative stereotypiske tanker angående den ikke-jødiske ude-gruppe. Det ikke-jødiske samfund, og specielt de mest fremtrædende institutioner fra den ikke-jødiske kultur, blev på en fordomsfuld måde betragtet som onde.

Disse institutioner blev ikke kun opfattet negativt, men accentuerings-effekten (se SAID, Ch. 1) trådte i kraft, og resulterede i at ude-gruppen blev tilskrevet en almen homogenitet, der gjorde at disse institutioner blev opfattet som langt minder delte end de var i virkeligheden. Tag også Sulloway's (1979b) beskrivelse af tilblivelsen af Freuds selvopfattelse som en helt, der stammede fra hans barndom og indbefattede hans familie.

Intensiteten af Freuds jødiske identifikation og hans opfattelse af sig selv som en jødisk helt bekræftes af at alle Freuds barndomshelte relaterede til Judaismen: Hannibal, den semitiske kæmper mod Rom, Cromwell, der tillod Jøderne at slå sig ned i England; og Napoleon, der gav Jøderne borgerrettigheder. Fra tidlige tider beskrev han sig selv som en 'conquistador' (erobrer) frem for som videnskabsmand.

Den slags messianske tanker var almindelig bland jødiske intellektuelle i den sidste del af det Wienske århundrede, der prøvede at frembringe en 'overnational, supra-etnisk verden' (Klein 1981, 29), en betragtning der, som det fremgår i Kapitel 3 også var gyldig i forbindelse med jødisk deltagelse i radikale politiske bevægelser. disse intellektuelle 'udtrykte ofte deres humanisme i en konteksten af deres fornyede jødiske selvopfattelse.

De delte troen på at Jøderne var ansvarlige for menneskehedens skæbne i det tyvende århundrede' (p. 31). Mange tidlige fortalere så psykoanalysen som en forløsende messiansk bevægelse der ville standse antisemitismen ved at befri verden fra neuroser skabt af den undertrykkende Vestlige civilisation.

112

Download her: Kevin MacDonald - The Culture of Critique (pdf - højreklik og vælg download)

Eller det særlige kapitel 5 der beskæftiger sig med Franfurterskolen:

Download her: Kevin MacDonald - The Frankfurt School Of Social Research And The Pathologization Of Gentile Group Allegiances Chapter 5 (pdf - højreklik og vælg download)

Kevin MacDonald's politiske hjemmeside American Third Position - Occidental Observer

Relateret:

Altermedia

19 oktober 2012
- Mød Kevin MacDonald – den politisk ukorrekte professor

Mosaisk Upps 2011 - Professor Kevin MacDonald - Vor uetiske finansielle elite

Balder Blog 12 maj 2010 - USA - Interview med Prof. Kevin MacDonald om Elena Kagans kandidatur til Højesteret 

Junikredsen 28 juni 2008- Franz Boas: Anti-racismens plettede Darwin (Glimrende analyse af en af Frankfurterskolens mest betydelige skikkelser)

Balder.org 20 december 2007 - EU Ideologien har rødder i filosemitisk aristokrats raceteorier - Coudenhove-Kalergi

Balder.org 23 marts 2007 - Jewcy: Har Kevin MacDonald ret angående Jøderne?

Balder.org - Artikler om - Articles about Holocaust, Zionism, Judaisme, Jødisk Censur, Israel Lobby, Forfølgelse, Revisionisme, benægtelse, Holocaust benægtelse

Til Forsiden

Kommenter på: Balder Blog  

 

Clicky Web Analytics

Clicky