Der kan i den kommende tid forekomme rettelser og tilføjelser på denne side. |
 |
De Sociale Videnskaber - Det perfekte instrument for de totalitære
Betragtninger over et speciale af Sine Molbæk-Steensig (13 oktober 2006)
Internet macht frei? Holocaustbenægtelse på Internettet
 |
|
| Sine Molbæk-Steensig |
Københavns Universitet
Det Humanistiske Fakultet
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Vejleder: Palle Schantz Lauridsen
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Internet macht frei?
Holocaustbenægtelse på internettet
Sine Molbæk-Steensig er ansat som 'Informationsmedarbejder' i DIIS; Dansk Institut for Internationale Studier i afdelingen for 'Holocaust and Genocide Studies' [læg mærke til at 'holocaust' allerede fra begyndelsen har fået en særstilling i forhold til andre 'genocider'] instituttet har administration og bibliotek sammen med Institut for Menneskerettigheder.
Begge institutter arbejder som de fleste vil være bekendt for indvandrerrettigheder, multikultur, afnationalisering og globalisering, og har et antal passende ideologer tilknyttet. Tidligere blev centret ledet af Uffe Østergaard hvor centret lige som i dag var en propagandacentral for multikultur og ikke mindst jødiske, derunder zionistiske interesser. En strid over denne særstilling og en strid om jødiske krav om fortsat særbehandling resulterede i en omstrukturering.
For at det her ikke skal komme til at ligne Sines speciale alt for meget, vil jeg forsøge at gå lige til sagen uden alt for mange omsvøb.
Den afdeling af DIIS som Sine er ansat i (holocaust og folkedrabsstudier), og hendes speciale har modsat hvad navnene giver indtryk af ikke meget at gøre med forskning i 'folkedrab' eller 'holocaust' som sådan. Dette er heller ikke særligt mærkeligt, da så godt som samtlige publikationer som dette center udgiver argumenterer for at omstændighederne rund 'holocaust; det påståede planlagte industrielle drab på 6 millioner Jøder, delvis ved hjælp af gas, allerede er så veldokumenteret at det ikke længere er nødvendigt at diskutere dette, og at man tvært imod skal forsøge at undgå at diskutere det overhoved.
Center for folkeopdragelse og kosher historiesyn
|
Dagtur til Auschwitz for alle engelske skolebørn
Jim Knight, skolens præst vil have at de teenagere der deltager skal undervise deres klassekammerater og samfund ved at fortælle dem deres egen oplevelse af dødslejren i Polen hvor flere end én million Jøder, Roma, Sinti, homoseksuelle, handikappede og sorte mennesker blev dræbt. For forståelsens skyld har man glemt at fortælle at der også var ganske almindelige HVIDE Europæere der døde i Auschwitz. Det med de sorte lyder mest som fri fantasi, men det er der jo så meget der er indenfor holycaustbranchen, der sikkert er glad for lidt fornyelse. Mere |
Det ville således være rimeligt at forskningscentret blev omdøbt til 'center for folkeopdragelse og kosher historiesyn'.
Dette 'forskningscenter' beskæftiger sig nemlig hovedsagelig med at finde nye metoder hvorved man udbrede ideen om hvide europæeres fælles ansvar for tyskernes jødeforfølgelser, og med at hjernevaske befolkningen, især skolebørn med en hel komplet fiks og færdig 'fælles historieforståelse' i forhold til anden verdenskrig og tyskernes jødeforfølgelser, selvfølgelig efter centerets eget opskrift.
Kortere sagt, dette er dette centers hovedbeskæftigelse at udbrede holocaustreligionen og promovere Holocaust varemærket.
De 'sociale videnskaber' er en konstruktion der giver rigeligt med muligheder for en kreativ og ideologisk bestemt tolkning af virkeligheden, og dette benyttes da også til fulde i Sine Molbæk-Steensig speciale.
Specialets fantasifulde men meget praktiske afgrænsning, er da bestemt også et studium værd. Afgrænsningen gør i hvert fald for dele af specialets vedkommende, at man kan postulere og teoretisere en hel del uden at skulle komme med konkrete oplysninger og beviser for ret meget.
Minoritetsteorien
Der tales om et udgangspunkt i 'minoritetsteorien kendetegnet ved en høj grad af tværfaglighed'.
For at undgå at komme i alt for mange vanskelige situationer, har Sine Molbæk-Steensig på lidet videnskabelig maner afgjort at indvendingerne mod den fremherskende propagandaorienterede historieskrivning fra revisionistisk side (i indpiskersprog 'Holocaustbenægterne') er 'tilstrækkeligt modbeviste', således at det ikke længere er nødvendigt at diskutere det, og da slet ikke med revisionisterne selv.
Det er ret tydeligt at hun også selv kan se problemet:
'Ligeledes er divergerende opfattelser og intellektuelle stridigheder en uundværlig del af et hvilket som helst forskningsområde, og de udgør en vigtig drivkraft bag forskellige discipliners videnskabelige landvindinger.
Revisionismebegrebet dækker til en vis grad over, hvad alle historikere burde bedrive, nemlig forsøge at opnå ny indsigt i fortiden – hvad enten revurderingen skyldes nye kilder i sagen eller en ny fortolkning af de bestående.
Det kan umiddelbart virke fordømmende og forudindtaget at kategorisere benægterne som Holocaustbenægtere frem for deres egen benævnelse 'Holocaustrevisionister'. (Side 9)
Men hun har også en løsning:
'Det er vigtigt at understrege, at formålet med dette speciale ikke er at tilbagevise benægternes påstande og dokumentere, at Holocaust fandt sted, og hvordan nazisterne slog jøder ihjel – det er allerede gjort til fulde af tusindvis af vidner, historikere, journalister mv. og er en veletableret kendsgerning.
At gå i dialog med benægterne på deres præmisser ville desuden være i tråd med deres ønske om at få lov til at repræsentere en legitim alternativ side i historiedebatten, hvilket ikke er i min interesse.' (Side 4)
Fra disse og en stribe af andre udtalelser der er variationer på det samme tema som:
'Derudover opfatter benægterne i høj grad sig selv som tilhørende et udgrænset og diskrimineret fællesskab, og denne samhørighedsfølelse og deres selvopfattede martyrium er med til at tale for en minoritetsstatus.' (Side 5)
... forstår vi at Sine mod bedre vidende fluks sætter alle normale videnskabelige kriterier ude af kraft, og argumenterer med veletablerede kendsgerninger, og at det ikke er i Sines interesse at acceptere andre meninger teorier og forklaringer end dem der kan godkendes af hende selv.
Jeg vil lade være med at komme ind på det infantile argument om 'veletablerede kendsgerninger', der for nogle århundreder siden var en anden kirkes anledning til heksebål og dissidentforfølgelse. Sines interesser havde vi allerede gættet.
| Selvopfattet martyrium? | |
 |
|
Robert Faurisson, på et hospital efter et overgreb fra jødiske bøller fra Enfants de la Mémoire Juive'. (Børn af jødisk minde) der næsten kostede ham livet. Revisionisten Ernst Zündels hus blev brændt ned, og han modtog en bombe i posten. Irv Rubin fra den jødiske terrororganisation JDL pralede i fængslet med det var ham der gjorde det. Fréderiksen bliver igen overfaldet og tilbringer flere måneder på et hospital, ingen af jøderne bliver anholdt. |
|
 David Irving |
|
| Han misbrugte sin ytringsfrihed... |
Det 'selvopfattede martyrium'
Hvad mener Sine egentlig med disse ord?
Ifølge Wikipedia er en martyr en person, som giver sit liv for sin religiøse tro eller overbevisning.
Det må da i høj grad være dækkende for personer der udsætter sig selv for den mest hårrejsende forfølgelse, mord og brandattentater samt årelange fængselsstraffe, blot for at udtrykke deres mening om et historisk emne skulle man mene.
Det er jo en ren klassiker set mange gange før i historien. Martyriet er altså en realitet, uanset hvordan disse personer selv opfatter det, men Sine er åbenbart ud på selv at reducere dette faktum til en tvivlsom påstand.
Nu kommer Sines kreative udfoldelser og opportunistiske moral til syne:
Sine og hendes bagland i DIIS plejer jo at være de ultimative minoritetsforkæmpere, men nu får piben en anden lyd, og med afsæt i det første vedtagne dogme om de allerede tilstrækkeligt modbeviste revisionister, og 'holocausthistoriens' (hvilken af dem?) uangibelige status, slås det fast at udelukkelsen og undertrykkelsen af netop denne minoritet er helt legitimt.
'Ofte bruges minoritets- og udgrænsningsbegreberne til at beskrive magtforhold, hvor en gruppe holdes illegitimt uden for magt og indflydelse, men i denne sammenhæng, er udelukkelsen og undertrykkelsen legitim af den simple årsag, at benægtergruppens eget formål grundlæggende er at undertrykke og stigmatisere en anden gruppe, nemlig jøder.' (Side 5)
Samtidigt og uden videre forklaring lanceres her påstanden om at det er revisionisternes formål at undertrykke og stigmatisere Jøder.
'I dette speciale henføres altså til benægterne som en minoritet eller undertrykt gruppe, uden at det på nogen måde skal ses som et udtryk for, at de ikke burde være undertrykte.
Med udgangspunkt i den legitime eksklusion af ekstreme grupper bliver sårbarheden i majoritetens inklusions- og eksklusionskriterier interessante, og specialet ser derfor også på minoritetens usurpationsstrategier, herunder den vidtgående (mis)brug ytringsfrihedsbegrebet.' (Side 5)
Har man set en mere overbevisende spejling af nazisternes hetz mod Jøderne end i ovenstående citat fra den menneskevenlige humaniorastudent Sine Molbæk-Steensig?
Blot den måde hvorpå det stigmatiserende og fordrejende ord 'benægterne' bruges, henleder tankerne til nazisternes brug af ordet 'undermennesker'. Som Sine sikkert har lært, og sandsynligvis har belært andre om, skal man ikke generalisere over grupper af mennesker. Men her får fordommene dog lov til at blomstre i fuld flor, selv om Sine dog burde vide at hendes påstande ingenlunde gælder for alle revisionister.
Næsten hver eneste afsnit kommer med nye beviser for Sines nazilignende retorik der argumenterer for at normale rettigheder og omgangsformer ikke gælder for én bestemt gruppe mennesker; det er helt ok. at revisionisterne bliver undertrykt, og det er et misbrug at de gør brug af deres ytringsfrihed.
Nu er vi kun nået til de allerførste sider af specialet, men tonen er allerede slået an.
Først bortfejes alle normale videnskabelige kriterier med henvisning til etablerede kendsgerninger, der efter den lige så uvidenskabelige og helt barokke påstand om at det er revisionisternes formål at undertrykke og stigmatisere Jøder. Derefter argumenteres der for undertrykkelse af revisionister og for at denne gruppes brug af ytringsfriheden er illegitim.
 Josef Goebbels |
Det er som agt i bund og grund rendyrket nazistisk tankegang og goebbelsk propagandateknik Sine fremturer med her, og jeg spørger atter mig selv, hvad det egentlig er der foregår i hovedet på damen.
Specialet fortsætter med sine selvmodsigende og snørklede 'afgrænsning af emnet', hvor tidligere i et snuptag vedtagne dogmer og fordomme tjener som fundament for de efterfølgende dogmer, i en lang cirkelargumentation, hvor indre og også for hende selv modsætningsfulde dele i argumentationen viftes væk med løs hånd.
Sine kan heller ikke dy sig for med jævne mellemrum at fremture med nye umotiverede indspark, der intet nyt tilføjer, men blot indeholder mere polemik, hvormed hun i strid med sin indledende påstand om ikke at ønske at tilbagevise revisionistiske argumenter, argumenterer mod revisionistiske synspunkter ved at erklære dem for latterlige uden at begrunde hvorfor.
Frit valg på alle hylder
Udgangspunktet om ikke at have til hensigt i specialet at indlade sig på diskussioner om historie kunne måske være fair nok, hvis ikke hun gang på gang overtrådte denne afgrænsning for at komme med forsvar for holocaust teologiens forestillinger. I samme åndedrag udnytter hun dog disse begrænsninger så hun kan nøjes med at polemisere uden at fremføre nogen argumenter.
Sine Molbæk-Steensig:
'Forestiller man sig for eksempel en historiker, der påstår, Cæsar aldrig har levet, eller at slaget ved Dybbøl Mølle aldrig fandt sted, ville vedkommende blive stemplet som en idiot – hvad enten absolutte sandheder findes eller ej.' (Side 6)
Det flyder med løse formuleringer allerede fra starten. Først omtales den såkaldte 'minoritetsteori' der tilsyneladende er specielt udviklet til den her slags multikulturfremmende institutter, og som efter hvad jeg har kunnet finde ud af, ikke lider under nogen større kendthed udenfor Jørgen Bæk Simonsen og Morten Kjærumsegmentet..
Desuden er udgangspunktet 'tværfaglig indenfor en række humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningstraditioner'. De mere direkte propagandistiske tilløb pakkes ind i et væld af fine samfundsvidenskabelige udtryk og referencer, så der i det mindste er noget der smager lidt af akademisk viden.
Sine Molbæk-Steensig:
'Specialet følger ikke stringent den klassiske opgaveinddeling, hvor der optræder et teori- og metodeafsnit, et analyseafsnit og et konklusionsafsnit. I stedet inddrages der løbende teori i forhold til emnet, og der opereres med forskellige analyseniveauer, hvorfor der optræder små delanalyser i de forskellige dele af specialet – dog lægges størstedelen af teorien i del I, mens hoveddelen af analysearbejdet forekommer i del III. Specialet består af fire hoveddele.' (Side 7)
Ovenstående citat kunne måske også formuleres sådan: Jeg sætter regler, akademisk tradition samt skik og brug til side, og giver mig selv lov til at springe mellem indfaldene som var det en fristil. Forvent ikke nogen overskuelig opbygning, logik eller indre sammenhæng. Frit slag på alle hylder.
Ikke nok med at Sine fra starten af bryder med videnskabelig sædvane ved at ophøje sin egen personlige historieforståelse til et dogme der ikke kan diskuteres. Nej disse usle revisionister, der ikke holder sig til de spilleregler Sine ønsker at påtvinge dem, har sandelig heller ikke krav på at blive beskrevet på en måde der overholder traditionelle videnskabelig standarder.
Også her kan jeg ikke lade være med at tænke på nazisterne. Nazisterne var jo kendte for i almindelighed at behandle vesteuropæiske og amerikanske krigsfanger på en yderst korrekt måde, og efterlevede i en bemærkelsesværdig grad krigskonventionerne overfor dem, mens der var andre boller på suppen når det gjald de østeuropæiske undermennesker....
Psykiatrisk diagnose.. hvor har vi set dette brugt før?
Det korte af det lange er at Sine Molbæk-Steensig mener at have fundet på en måde hvorpå hun kommer udenom alt hvad der kunne blive besværligt, så hun kan hellige sig sit egentlige mål: at hæfte en slags psykiatrisk diagnose på en gruppe mennesker med en af hende selv kanoniseret norm afvigende historiesyn og / eller bestemte politiske synspunkter, og kategoriserer dem som en homogen gruppe, der påstås alle at have de samme underlødige interesser.
Alle sammen selvfølgelig for at fremme sin og sit instituts bekæmpelse af uønskede meninger, og holocaustevangeliets større glorie.
Specialet postulerer fra starten af, at det ikke beskæftiger sig med at imødegå revisionistiske argumenter. Ikke desto mindre bruges Sine rigtig mange ord på, netop at argumenter for og bekræfte det historiesyn hun har taget til sig som det eneste saliggørende for sig selv og resten af verden. Fordelen ved denne fremgangsmåde er åbenbar. Hun får herved atter en lejlighed til at fremstille revisionisterne som nogle verdensfremmede fantaster der lider af sygdommen 'antisemitisme', uden at skulle referere revisionisternes eget syn på sagen.
Internettet og revisionistiske ideer
Den korte beskrivelse af specialets formål er, at Sine har sat sig som mål at undersøge hvordan Internettet bidrager til udbredelsen af revisionistiske ideer.
Også i direkte relation til denne mere kortfattede målsætning tager Sine den nemmeste løsning når det drejer sig om 'at afgrænse emnet', og også her bryder hun sine egne regler ved at komme med meget generaliserende udsagn og konklusioner om mennesker med revisionistiske opfattelser og om mennesker med et kritisk syn på Jødedommen eller dele deraf.
'I og med internettet i stigende grad anvendes som informationskilde, og de sidste overlevende og bødler fra Holocaust er ved at forsvinde, er en række historikeres skrækscenario, at man efterhånden vil stå med et publikum, som vil opleve benægternes og historikernes udgaver af Holocausthistorien som to lige gyldige versioner af historien – måske skete det, måske skete det ikke.' (Side 3)
I ovenstående postulerer Sine, som det i øvrigt er skik og brug indenfor holocaustteologien, at revisionisme handler om et enten / eller. Hvilke historikere det handler om nævnes ikke; ej heller om der tilfældigvis skulle være nogen af disse historikere der skulle have mere end blot professionel interesse i at frygte dette 'skrækscenarion'.
6.000.000 (eller måske et par millioner mindre?)
Det er i Sines udlægning altså ikke konkrete detaljer angående jødeforfølgelserne der er til diskussion, men et spørgsmål om enten at acceptere 'hele pakken', eller at benægte den, (selv om hun andre steder i teksten kommer med nogle mere udglattende udsagn). Dette er selvfølgelig en form for fundamentalisme der ikke hører nogen steder hjem i noget der udgiver sig for at være videnskab, men snarere hører til det religiøse overdrev.
Ikke en gang alle såkaldte 'velrenommerede' eller 'etablerede' historikere accepterer f.eks. tallet 6 millioner myrdede Jøder, et af de centrale temaer i holocaustteologien, og således er der selvfølgelig flere andre detaljer som der heller ikke er konsensus om blandt historieforskere. Selv den af Sine citerede benægterbekæmper Mikkel Andersson taler om 5 - 6 millioner, og en dansk forsker; Mag. Art Anders Otte Stensager der er tilknyttet Sines eget institut DIIS som har skrevet speciale i Holocaust-arkæologi ved Københavns Universitet har udtalt følgende:
'Da tallet 6 millioner samtidig bygger på upræcise sovjetiske tal, er der i dag ikke belæg for at antage, at 6 millioner jøder blev dræbt under Holocaust. Tallet er nok nærmere 4 millioner,'' (Christian Bøje Jensen; Spørgsmålstegn ved historien, 2007.)
Anders Otte Stensager gentager tallet fire millioner i Kristeligt Dagblad den 5 september 2007:
'I lighed med de tilsvarende undersøgelser af de nazistiske jødeudryddelser er antallet også her gennem årene reduceret fra seks til fire millioner, hvoraf knap en million omkom i Auschwitz' gaskamre.'
Men også holocaust-arkeologen Anders Otte Stensager ser ud til at være drevet af mere end rent historisk / videnskabelige motiver i sin forskning, i det han begiver sig ind på det moralske, det pædagogiske, det juridiske og det propagandistiske område. Og lige som Sine Molbæk Steensig er Anders Otte Stensager åbenbart ikke alt for velinformeret om revisionismen. Således tilskriver han f.eks. slagordet 'no holes no holocaust' til David Irving*, selv om det da må stå klart for alle med selv et kun rudimentært kendskab til revisionismen og dets persongalleri, at denne udtalelse står for Professor Robert Faurissons regning. (*Kristeligt Dagblad 8 august 2006)
Den jødiske historiker Raul Hilberg, den er den mest berømte af alle holocaust historikere, forfatter af standardværket om holocaust, 'The Destruction of the European Jews', sætter det totale antal døde Jøder fra alle årsager til 5,1 millioner. Gerhard Reitlinger siger tallet ligger omkring 4,6 millioner. Disse tal inkluderer folk der er døde af sygdom, underernæring, naturlige årsager og de allieredes bombardementer! Den anerkendte forsker Jean-Claude Pressac siger at det totale antal døde i Auschwitz ligger omkring 775.000. Sådan kunne jeg fortsætte med at citere anerkendte holocausthistorikere, også med vekslende forklaringer angående påstanden om at Hitler personligt havde givet ordre til udryddelsen. Om den ofte fremførte påstand at jødeudryddelserne blev besluttet på højt plan på Wannseekonferencen siger den kendte jødiske historiker Yehuda Bauer at dette er 'a silly story'.
Alligevel hetzes der mod revisionister der citerer disse udtalelser eller selv kommer med tilsvarende, og de bliver sat i fængsel for at sige nøjagtigt det samme. Alligevel hører man ved enhver lejlighed mantraet 'Holocaust var det planlagte industrielle drab på seks millioner Jøder ved hjælp af gas'.
Sine siger det sådan i sin fodnote til side 1:
'Holocaust er den foretrukne betegnelse for nazisternes systematiske folkemord på seks millioner jøder.' (Side 1)
Konklusionen må være at disse anerkendte og overvejende jødiske historikere alle sammen er 'holocaustbenægtere'.
Sines ærlighed - Midler og mål
Sine Molbæk-Steensig lægger ikke skjul på at hun ser historien om 'Holocaust' som et vigtigt 'pædagogisk hjælpemiddel' til ganske bestemte formål:
'Derudover gør fremkomsten af højreradikalisme i Europa og uroligheder verden over, at man diskuterer og derved erindrer, hvad konsekvensen i yderste fald kan blive, når enkelte staters suverænitet bliver vigtigere end internationale forpligtigelser.' (Side 95)
I ovenstående er vi igen i de løse formuleringers paradis:
'Fremkomsten af højreradikalismen i Europa..' (Side 95)
Hvad sigtes der til her; nynazister (hvad er det egentlig; er Kristne der er født efter 1945 måske nykristne?), NPD, Pim Fortuyn, Jörg Haider, Dansk Folkeparti, eller alt hvad der ligger til højre for SF?
Og hvad er det for uroligheder Sine taler om? Hutuer og Tutsier der slår hinanden ihjel i Afrika, eller når ungdomshusets rødfascister sammen med muslimske indvandrere går til angreb på Anders Gravers og Co.?
Er 'højreradikalismen' noget der først nu er fremkommet med Internettets komme?
Og hvad pokker har Sines politiske holdninger angående forholdet mellem staters suverænitet og internationale forpligtelse at gøre i dette speciale?
Vi bliver efterladt uden videre forklaring, men hensigten er jo klar nok. Der antydes en forbindelse mellem revisionisme, højreekstremisme og vold, uden at der gøres forsøg på at komme med saglige argumenter der kan underbygge påstanden.
Virkeligheden ser jo ganske anderledes ud, hvilket Sine jo andre steder heller ikke benægter, men snarere forsøger at legitimere, nemlig det at revisionister i stor udstrækning er ofre for vold og forfølgelse, ikke mindst fra multikultvenlige og jødiske ekstremisters side, samt er ofre for forfølgelse fra forskellige landes retsvæsener, ofte opfordret dertil af jødiske organisationer.
Dobbeltmoral: Principper er gode, men der er undtagelser...
Hvor Sine og hendes mange sammensvorne oftest bruger 'humanistiske principper', 'universelle rettigheder' og lignende flotte begreber i deres ihærdige arbejde for 'minoritetsgruppers rettigheder', tilgås andre principielle emner såsom ytringsfrihed, censur og overvågning udelukkende ud fra de praktiske fordele og ulemper hun kan se for multikulttilhængernes pædagogiske mission med at udbrede den 'humanistiske tanke' og holocausttroen.
Hvor det ifølge de fleste af disse menneskerettigheds-apostler er helt utilladeligt, for ikke at sige umenneskeligt, at overveje om bestemte asylsøgere eller andre indvandrere er til skade eller til gavn for landet, fordi (humanistiske) principper går forud for praktiske eller nationalegoistiske hensyn, er det modsatte gældende når talen falder på andre principper.
Her er det udelukkende nyttevirkningerne eller skadevirkningerne for gennemførelsen af det multikulturelle / multietniske projekt og holocaust-indpiskernes øvrige interesser der betyder noget.
Overvejelserne om at ytringsfriheden er et vigtigt princip i sig, selv fylder ikke meget når Sine lader tankerne flyve, selv om hun kommer med udtalelser der indikerer at hun selv er klar over modsætningerne.
Overvejelserne der angår eventuelle skridt mod censur af revisionistisk materiale og forfølgelse af de farlige 'holocaustbenægtere' udspringer hos Sine tilsyneladende i første instans af mulighederne for at gennemføre dem, hvor stor 'risikoen' for at revisionistiske ideer spreder sig til større dele af samfundet er, hvordan forbud og forfølgelse eventuelt kunne virke modsat osv. osv.
Sine Molbæk-Steensig:
'Et af de grundlæggende spørgsmål, hvad angår Holocaustbenægtelse og andre former for hate speech på Internettet, er, hvor stort omfanget af problemet egentlig er. Det ser fx ud til, at flere mennesker tiltrækkes til racistiske organisationer via racistisk musik (white noise) end gennem hjemmesider.
Desuden kan indskrænkninger i ytringsfriheden hurtigt blive en glidebane, som kan ende med udstrakt censur.
At have en lov, der forbyder at stille spørgsmålstegn ved en bestemt historisk begivenhed, kan desuden give bagslag i form af usikkerhed omkring denne begivenhed, idet argumenter, der behøver beskyttelse, kan antages for at være svage.
Stramninger i loven og censur vil desuden betyde, at benægtere bliver en form for politiske fanger, hvilket givetvis vil vinde dem sympati og yderligere opmærksomhed.
Den tidligere omtalte meget hårde østrigske dom over David Irving på tre års fængsel for Holocaustbenægtelse fra februar 2006 kan nemt vise sig at give bagslag, for den skaffer utvivlsomt ham og hans sag meget sympati.' (Side 90)
Igen bruges tricket med at forbinde revisionisme med noget der blot ved den brugte terminologi referer til noget ulækkert; 'hate speech'.
Med iskold kalkule opregnes fordele og ulemper ved at forfølge revisionister eller at lade være. Med andre ord; hvis forfølgelse og censur ville gavne troen på holocaustindpiskernes doktrin så ville det være i orden at iværksætte begrænsninger i ytringsfriheden og forfølgelse af intellektuelle dissidenter.
Jura, anonymitet og Internet
Sine Molbæk-Steensig kredser igen en del om praktiske emner så som ønskeligheden og muligheden for internetcensur, betydningen af muligheden for at være anonym, juridiske aspekter ved at informationen udspredes gennem lande med forskelligartet lovgivning etc.
Sine Molbæk-Steensig:
'Men udover at det er relativt let at undgå de tekniske former for censur taler såvel Internettets karakter, den hurtige udvikling og en lang række ytringsfrihedstilhængere imod den tekniske form for censur.
Alternativet er imidlertid ikke blot at lade stå til, for der er mange mulige former for modstand mod hate speech på nettet. En af dem er at udvide og forbedre samarbejdet mellem internetudbyderne og politiet i forhold til opklaring af forbrydelser på nettet.
Erfaringerne viser også, at interesseorganisationer med fordel kan samarbejde med udbyderne og få dem til at lukke eksempelvis stærkt racistiske hjemmesider. Selvom udbyderne ikke risikerer retsforfølgelse for at huse racisters websteder, er interessen for at bevare et godt image stor, for udbyderne ved, at størstedelen af deres kunder ikke vil associeres med eksempelvis racisme og benægtelse.' (Side 89)
I ovenstående og i andre lignende afsnit kommer det igen til udtryk at Sine målbevidst spejder efter den bedste måde hvor på hun kan forhindre visse mennesker i at komme til orde, hvilket vel i bund og grund er den egentlige opgave hun har sat sig for at løse. Igen nævnes i samme afsnit hate speech, benægtelse, racisme, og derudover politi og forbrydelser på nettet! Dette selv om hun andetsteds konkluderer at de fleste hjemmesider overholder de lover i de lande hvor i de ligger...
Teknisk censur er for vanskelig, og står i vejen for 'gode dissidenter'; (dem i Kina).
Sine Molbæk-Steensig fortsætter i samme spor:
'På den anden internationale Stockholmskonference om bekæmpelse af intolerance i 2001 blev det foreslået, at USA begrænsede europæiske brugeres adgang til udvalgte sider, fx Holocaustbenægtende og racistiske sider, samt at der blev udviklet mere effektive former for indholdsidentificering, så lande uden for USA nemmere kunne identificere og blokere problematiske sider.
Men udover at det er relativt let at undgå de tekniske former for censur taler såvel Internettets karakter, den hurtige udvikling og en lang række ytringsfrihedstilhængere imod den tekniske form for censur.' (Side 89)
Dog kan man ifølge Sine med fordel bruge alternative former for censur; ved at hetze tilstrækkeligt mod revisionisterne, der her igen i samme åndedrag bliver nævnt sideløbende med racister, kan man opnå en stemning der vil bevirke at Internetudbydere bliver presset til at opsige deres kunder, fordi andre kunder ikke vil kunne lide at de 'urene' kunder bliver betjent i samme firma.
Fascisme med et menneskeligt ansigt
Igen er parallellerne til den nazistiske tankegang hos Sine Molbæk-Steensig tydeligt.
Er det den selvopfattede tro på egne moralske fortræffeligheder der gør at dette nye præsteskab, her repræsenteret af Sine Molbæk-Steensig, tror sig selv så usårligt at det end ikke forsøger at skjule dets totalitære menneskefjendskab lidt bedre? Er fascisme og grænseløs naivitet i virkeligheden forbundne størrelser, der er en forudsætning for hinanden?
Er det der kendetegner fascisme, ikke netop en så stor tro på egne holdninger og overbevisninger, at man er parat til at overtræde de regler for god opførsel man ellers selv promoverer som ideal? Villigheden til at overskride egne moralske grænser for at virkeliggøre idealet?
Burde Sine Molbæk-Steensig ikke bedre end så mange andre være bekendt med hvor stor en 'selvovervindelse' det krævede fra mange af de nazistiske bødler at udføre de ordrer de havde fået eller mente at have fået? Indtil videre ser det dog ikke ud til at Sine Molbæk-Steensig lider af nogen større kvababbelser af den art, selv om en lille tvivl ser ud til at plage hende ind imellem.
Anonymitet
Sine roder rund omkring 'anonymiteten' og fravær af et 'hyrarki' når det gælder oplysninger på Internettet. Hun synes helt at forbigå det faktum at langt de fleste revisionister og revisionistiske hjemmesider overhoved ikke er anonyme, og at langt det meste der kunne betragtes som 'revisionistisk' litteratur tidligere er udkommet i bogform eller via helt traditionelle tidsskrifter.
Hele anonymitetsdiskussionen bliver angrebet fra en vinkel der skal tjene til at stille revisionismen i et skummelt skær. Videnshyrarkier er også et speget begreb. Således angribes benægterne af den forfejlede 'CO2 er skyld i klimaændringerne teori' nu med samme ildhu som Sine & Co. angriber revisionisterne., og mennesker der forsker i emner de toneangivende akademiske ideologer forsøges jaget borte med anklage om 'videnskabelig uderedelighed', som herhjemme intelligensforskeren Helmuth Nyborg. Det er alle sammen et spørgsmål om hvem der har magten.
Igen vendes motivet 180 grader:
Behovet for anonymitet er i denne udlægning ikke et resultat af en alvorlig og gennemgribende forfølgelse eller risikoen for korporlige overfald, men i stedet for et tegn på afsenderens skumle hensigter og lave moralske stadie.
Hvis en Jøde der i trediverne havde forsøgt at snige sig over grænsen til Danmark eller Schweiz sikkert ville han eller hun sikkert være blevet beskyldt for statsfjendlige hensigter, hvis han/hun var blevet pågrebet af de tyske myndigheder. Den der dukker sig for stokken, har sikkert gjort noget forkert! Ofrene skildres som 'nogle der egentlig har fortjent det'.
Det er svært at fatte at alt dette foregår inde i hovedet af den unge kønne studine med de humanitære holdninger og store idealer, og endnu sværere at fatte er det at hun lukker det ud foran offentligheden, samt at hendes studievejleder ikke har stoppet hende i tide.
Men måske er dette kun alt for kendetegnende for den blinde arrogance der hersker på en del af de humaniorafakulteterne. Bekræftet af ligesindede fra det sekteriske miljø på universiteterne og de talløse andre manifestationer af den organiserede kulturradikalisme samt de politiske kredse der støtter op om den, tror man at hvad der er acceptabelt blandt ligesindede, er lige så acceptabelt for den store offentlighed.
Udviklingen rund om muhammedtegningerne burde dog have vækket de sovende sejrsikre missionærer fra deres våde drømme om de uden alt for meget kamp ville kunne indføre den sindelagskontrol og tilsvarende lovgivning, der er en forudsætning for at deres ideologiske projekt kan lykkedes.
White Noise
Sines speciale bærer ikke et overvældende stort præg af at være tynget af stor indsigt af hvad der foregår hverken i 'højreekstreme kredse' eller hos revisionister.
Jeg kan nævne en detalje, som Sines beskrivelse af White Power eller Nazimusik som 'white noise'; det lyder lidt som en bekymret forælder der prøver at beskrive et house party og roder rund i begreberne. Det er også svært at holde styr på et rodsammen af racisme, nazisme, og 'holocaustbenægtelse', og de stedse gentagne forsøg på at komme frem til en cost benefit analyse af mulige modforanstaltninger.
Men hvad. Man kan ikke påstå at Sine i sin indledning har lovet os at logikken og de mange sidesprings indbyrdes logiske relationer ville være nemt tilgængelige.
Internettet er en taknemmelig kilde for Sine, lige som for så mange andre specialeskrivere og gymnasieelever i landet. Man finder noget her, og noget der og kombinerer det efter bedste evne. Men også her viser Sine Molbæk-Steensig en tvetydighed, som dog efterhånden ikke kan overraske nogen der har læst den første del af specialet.
Googlesøgning
I sin indledning fortalte Sine om omfanget af benægtelsen, og om sin bekymring for at nogle kunne anse den revisionistiske og den koshre holocaust historie for ligeværdige versioner. Især fordi der i en Google søgning optræder mange resultater hvor holocaust benægtes:
'I en søgning på ordet 'Holocaust' på internettets mest anvendte søgemaskine www.google.com er der fx blandt de ti første hits to henvisninger til websider, hvor Holocaust benægtes.' (Side 3)
Med andre ord, hun advarer mod søgemaskinerne, der giver resultater man ikke kan stole på.
Her sidst i teksten, er det så at hun til gengæld finder bekræftelse i en Googlesøgning, der lever nogle resultater der er 'betydeligt kritiske' overfor 'holocaustbenægterne'.
'Samme kritiske tilgang til de udenlandske skribenter giver et lignende resultat – det første hit i en Googlesøgning på 'Mark Weber' har fx titlen 'Mark Weber – the Professionel Denier.
Laver man en søgning på hjemmesidens fire dominerende navne: Ole Kreiberg, Lars Thirslund, Christian Lindtner og Bo Warming får man et interessant og tankevækkende resultat. Eksempelvis findes der en 'advarselshjemmeside' dedikeret alene til Warming, og noget lignende gør sig gældende for Kreiberg, som også er beskrevet på flere hjemmesider (bl.a. Danmarks Journalisthøjskoles).
Ved søgninger på Lindtner og Thirslund fremkommer betydelig kritik af deres arbejde og holdninger, og særligt Lindtner, som er tidligere universitetslektor, kritiseres fagligt. Desuden bestyrer alle fire mænd hver deres egen hjemmeside, som (med undtagelse af Lindtners) alle er af en langt mere ekstremistisk, xenofobisk og antisemitisk karakter end www.holocaust.nu.' (Side 94)
Vupti: Nu er Googlesøgninger på Internettet lige pludseligt blevet en pålidelig kilde, der kan bruges til at validere en hjemmesides lødighed og levere 'tankevækkende resultater'!
|
Mere tvetydighed ses i Sine Molbæk-Steensigs afsnit om revisionisternes kritik af brug af billedmanipulation og brug af billeder udenfor kontekst som bevis for holocaust-ortodoksiens påstande, hvor Sine først anerkender revisionisternes kritik, for derefter at legitimere misbruget med følgende ikke argumentation:
'Det giver imidlertid ingen mening at afvise brugen af fotografier i formidlingen af Holocaust: Et fotografi udgør en kilde på samme måde, som et dokument gør det.
Tidligere har det imidlertid været sådan, at en del historikere i højere grad har anvendt fotografierne i illustrationsøjemed end som deciderede kilder og blindt har stolet på de bureauer og organisationer med rettighederne til billedet, når de angav billedets oprindelse.
Men i og med at fotografier gennem tiderne har fået en større og større rolle at spille – både som bevismateriale i retssager, omdrejningspunkt i medierne i forhold til historier mv. er også Holocausthistorikere begyndt at tage fotografiet som kildemateriale meget seriøst og behandle det på linje med eksempelvis dokumenter.' (Side 54)
Ovenstående apologi for misbrug af billeder i propagandistisk øjemed taler for sig selv.
Desuden vidner Sines vurdering af de nævnte hjemmesiders kvalitative og ideologiske forskelle efter min mening ikke udtryk for den helt store indsigt, (eller måske er det forståelse for indholdets sproglige nuancer og bagved liggende holdninger), der kendetegner de enkelt nævnte danske revisionistiske sider.
På trods af at Sine spredt rund i hele opgaven leder efter midler til at bekæmpe uautoriseret historieforståelse, og derved ikke på nogen giver tegn på moralske anfægtelser hvad angår de overvejede valg af metoder, men udelukkende er resultatorienteret, er Sine ikke så bange for at 'Holocaustbenægtelsen' skal gribe om sig som en meget smittefarlig virus.
En af grunde er ifølge Sine følgende:
'Desuden har Holocaust gennem undervisning, dokumentar- og spillefilm mv. fået status som skræmmende symbol på, hvad det moderne menneske formår.' (Side 95)
Uden blusel nævner Sine her spillefilm, undervisning og dokumentar i én sætning, og afslører derved at kvaliteten af informationerne åbenbart er mindre væsentlige end den effekt de formodes at have.
 Også i dag fremføres længst aflivede myter som sandhed |
For selv om de fleste af 'holocaustdokumentarerne' stadigvæk er overvejende propagandistiske af natur, og man der oftest ser på historien ensidigt med sejrherrernes øjne, og ikke mindst gennem jødiske briller, er de kendte spillefilm om holocaust lige så fjerne fra virkeligheden som italienske spagettiwesterns er fra livet på prairien i 1800 tallets Amerika.
I øvrigt produceres der selv i dag programmer der præsenteres som dokumentarer ofte stadigvæk de mest hårrejsende løgnehistorier som for længst også af Sines beundrede rigtige historikere er erklæret som fri fantasi.
Sine glæder sig over at propagandaen har virket:
'Holocaust kommer med andre ord på den internationale dagsorden igen og igen og er og bliver et stærkt internationalt symbol. Flere europæiske lande – herunder Danmark – har desuden etableret en national mindedag for ofrene for Holocaust og andre folkedrab.
Som det er nu, holdes problemet delvist i ave, idet benægterne gang på gang diskvalificerer sig selv som ligeværdige stemmer i debatten og ikke forstår at fremstå som et troværdigt neutralt alternativ til den officielle version af historien: Den dybe infiltrering i den ekstreme højrefløj og den skingre retorik gennemsyrer organisationens image, undergraver deres kulturelle kapital og stiller dem effektivt uden for indflydelse.' (Side 94)
I anden halvdel af ovenstående citat går Sine dog helt forkert i byen, måske en følge af at have koncentreret sig på nogle enkelte få deciderede revisionistiske hjemmesider, uden at være tilstrækkeligt informeret om den generelt set meget kraftigt stegne offentlige bevidsthed om zionistiske kræfters uforholdsmæssigt store indflydelse på verdenspolitikken.
 Oberst Lawrence Wilkerson Stabschef under Colin Powell. Ssshht. Man må ikke snakke om det, det er det første punkt. The Israel Lobby |
Bevidstheden om, og modstanden mod de verdensomspændende zionistiske kræfters indflydelse og den deraf følgende skævridning af den internationale politik til fordel for én meget lille befolkningsgruppe, og et meget lille og økonomisk set ubetydeligt land, hvis fortsatte eksistens i høj grad er afhængigt af opretholdelse af forskellige myter og religiøse forestillinger, samt af dets tilhængernes kvælertag på en række store landes politiske system og medier, findes nu i mange segmenter, ofte med modstridende idealer og udgangspunkter der omfatter nationalister, antiracister, katolikker, protestanter, venstreorienterede og mainstream politikere, og har været stærkt voksende de seneste år. [Ok der er sket meget på de to år det angiveligt er siden Sine skrev sit speciale, så det kan jeg ikke helt klandre hende for]
Det er kendetegnende for udviklingen, at man indbyrdes i disse meget forskellige grupperinger er begyndt at vurdere argumenter, synspunkter og faktuelle påstande på deres egne meritter, i stedet for at afvise dem uden videre med henvisning til ophavsmændenes ideologiske baggrund. Det er endda langsomt ved at gå op for mange ellers fromme mennesker, at selv erklærede ekstremister ikke nødvendigvis behøver at være løgnere, men i visse sammenhænge kan fremkomme med sandfærdige oplysninger og reelle argumenter.
Med andre ord den sociale udstødelse som Sine satser sine penge på som en mulighed for at undertrykke den frygtede fri meningsudveksling angående historiske synspunkter og teorier, virker ikke længere helt som hun kunne ønske sig.
Således accepterer man f.eks. nu i en del venstreorienterede, kristne og alternativt humanistiske kredse (altså den slags humanister eller venstreorienterede der er konsekvente, og ikke dyrker jødiske specialinteresser), nazisters eller hvide nationalisters kritik af dobbeltmoralen angående fordømmelse af den racetænkning der findes i såvel Nationalsocialismen som i Jødedommen og staten Israels lovgivning og politik.
De samme, ofte stærkt antiracistiske kredse, udviser nu også i stigende grad forståelse for modstanden mod den kunstigt stimulerede masseimmigration til Europæiske lande, og anerkender man efterhånden jødiske eller zionistiske organisationers grove misbrug af holocausthistorien, samtidigt med at de samme jødiske organisationer i virkeligheden indædt prædiker mod blandede ægteskaber hvor Jøder er involveret, støtter jødisk supremacisme i Israel og er konstant i færd med at gøde jorden for nye angrebskrige.
Grund til bekymring
Så set fra det traditionelle jødiske perspektiv (der er delvis overlappende med Sines verdensbillede), er der altså alt mulig grund til bekymring.
 |
Det er ikke længere kun 'holocaustbenægtere' nazister og antisemitter der nu truer jødiske og zionistiske myter og filosemitternes uindskrænkede dominans.
Angrebene på den før så uindtagelige zionistiske magtbastion, kommer nu fra alle sider af det politiske spektrum, fra veletablerede moralsk uangribelige forskere og seriøse humanister.
Igen andre moderat nationalistiske kredse, mange af dem faktisk pro-zionistiske, ser nu også med stigende forundring og bekymring på jødiske kræfters ihærdige udfoldelser til fordel for afnationalisering og muslimsk massindvandring. I | II | III | IV | V | VI |
Udfoldelser, der for mange med grundlæggende filosemitiske sympatier virker ulogiske, uforklarlige og dobbeltmoralske.
En del nationalsindede i forskellige lande, af hvilke mange med stærkt antinazistiske synspunkter, ser nu også med stigende bekymring på den zionistiske involvering på den internationale arena, og er i færd med at udskifte deres ukritiske kærlighed til Jøderne affødt af et fælles fjendskab mod nazisme og islamisme, med en mere nuanceret tilgang til verdensjødedommens påståede fortræffeligheder.
Virusset har spredt sig, eller hvis vi skal holde det i passende bibelske termer; for mange har nu smagt af den forbudte frugt der går under navnet 'viden', til at paradiset hvor Jehova alene hersker ubestridt med folket Israels velbefindende som eneste prioritet, nogensinde vil indfinde sig igen.
Sines institut vil til gengæld kunne glæde sig over at der nu er nye områder 'forskningen' kan kaste sig over, for så vidt dets anstrengelser for at opretholde holocaust teologiens myter sker i tjeneste af enten det zionistiske eller det multikulturelle program. Et tip: Lord Jacob Rothschildt vil utvivlsomt være til at snakke med når ansøgninger om økonomisk støtte fra Sines og de mange lignende institutter modtages. For der vil utvivlsomt være behov for at udvide forskerstaben, hvis ikke EU og ADL inspireret lovgivning snart imødekommer nogle af Sines kollegaers slet skjulte ønsker om gennemgribende indskrænkninger af ytringsfriheden, hvad enten åbenlyst ved lov eller med andre metoder.
Sines gennemgang af sit primære studieobjekt; Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings
Sines næsegruse beundring for sidens udformning der af hende bliver anset som særlig troværdighedsskabende er iøjnefaldende.
Men hvad er det egentlig der er tale om? Det er et simpelt og meget brugt content management system, på linje med mange blogs. Der er ikke tale om noget særligt individualiseret design. Men sidens forholdsvis enkle udformning tydeligvis gør indtryk på vores nye cand. mag. Holocaust.
I afsnittet om denne hjemmeside bruges der igen en del plads til egentlig argumentation mod revisionistiske påstande, den argumentation som Sine Molbæk-Steensig ellers erklærede for helt unødvendigt.
De uvidenskabelige ikke historisk uddannede revisionister
'Det bør i parentes bemærkes, at ingen af de nævnte og højt estimerede 'revisionister' er uddannede inden for faget historie, på trods af at selskabets erklærede formål er at 'opretholde den tradition for kildekritisk historieforskning, som har haft så mange udmærkede repræsentanter i Danmark (Madvig, Erslev osv.).' (Side 57)
Sine glemmer måske at Gerald Reitlinger, Georges Wellers, Jean-Claude Pressac og Walter Laqueur alle sammen gælder som 'alment anerkendte holocaustforskere'. Ingen af dem er uddannede historikere. Kilde - Jacques Blum er uddannet sociolog. Eva Bøggild er – sammen med sin mand Jacques Blum – forfatter til det meste af den litteratur om Holocaustbenægtelse, som findes på dansk. Eva Bøggild er så vidt jeg har kunne finde ud af uddannet i noget med teologi og religionsvidenskab på Lunds Universitet i Sverige, hvor hun er tilknyttet en afdeling der hedder Judaistik.. (!)
Morsomt bliver det når Sine kommer med følgende karakteristik af teksterne på DSFHF’s hjemmeside, der lige så godt kunne være møntet på hendes eget speciale:
'Tonen er let højtidelig, lixtallet højt, man tilstræber en akademisk jargon og nævner i flæng såvel personer, historiske begivenheder, særlige dokumenter mv., som højst sandsynligt vil være ukendte for den uindviede læser.' (Side 57)
Her har vi en perle fra Stines hånd, hvor der jongleres med nogle begreber som sikkert skal være utroligt uddannet for at kunne forstå:
'Den førnævnte David Irving er det bedste eksempel på en 'ekspertbenægter' med flair for at mime de akademiske former i et forsøg på at få del i den videnskabelige kapital, der ligger i dem.
Min brug af begrebet 'at mime' er inspireret af den postkoloniale teoretiker Homi Bhabhas begreb 'mimicry', hvor den undertrykte tilegner sig den dominerende magtudøvelses kulturelle udtryk i en genkendelig, men dog let forandret form. Denne lille forskel, dette 'slip' mellem original og kopi, er en desavouering af og dermed en trussel mod den dominerende magtudøvelse.' (Side 27)
Den 'postkoloniale teoretiker Homi Bhabbas' (ha ha!) Jeg skal ikke komme nærmere ind på resten af det sekteriske akademiker-jargon Sine ind imellem fyrer af for at underbygge sine luftige forklaringer. Bruger hun det mon for at understrege sin egen intellektuelle kapacitet, og for at dække over den svge argumentation?
Dog er en del berettiget kritik på DSFHF’s side; en kritik som sidens og andre af de nævnte siders bestyrere med fordel vil kunne tage til sig.
Nogle af de ironiske indslag på hjemmesiden understøtter ikke det image af seriøsitet og begrænsningen til emnet historisk forskning der oprindeligt var varemærket for denne hjemmeside.
Sines kommentarer om manglende tegnsætning, forældede links og begrænset overskuelighed skyldes muligvis mangel på argumenter og relevante fakta. Det jeg har set af hjemmesider fra universitets-uddannede folk, inklusiv stave- og grammatiske fejl, manglende tegnsætning og uoverskuelighed, er ikke småting, men forhåbentligt er det ikke udtryk for de pågældendes akademiske kvalifikationer og teoriers lødighed.
De tilbagelænede revisionister
 |
Sine Molbæk-Steensig bider også mærke i, at de revisionistiske hjemmesider ikke altid er udformet med det formål at trække så mange besøgende som muligt, eller benytter sig af særlige udspekulerede mediestrategier.
Og det er da også rigtigt, at revisionisterne i det store hele ikke er særlig ivrige med at udsprede propaganda for deres synspunkter på må og få.
Faktum er, at de fleste der beskæftiger sig med emnet revisionisme er tilfredse med at kunne præsentere deres syn på sagen samt deres personlige holdninger, og ellers overlader det til folks egen interesse og initiativ at opsøge informationerne og overlader det til folks egen dømmekraft hvad de vil gøre med disse informationer.
Dette ganske i modsætning til den hysteriske holocaustlobby's hektiske aktiviteter for proaktivt at vaccinere skolebørn mod den forbudte tvivl, og den postulerede medfødte sygdom antisemitisme, og den uendelige række af propagandistiske fremstød som 'Auschwitzdag' og besøg til holocaustmuseer og museumslejre den er involveret i.
Man må sige at det er imponerende gjort af en lille gruppe stort set ikke proselyterende privat-finansierede revisionister, at de fortsat har status som en farlig trussel i øjnene af visse regeringer, og af i hundredvis af holocaustteologer og antiracistiske organisationer, ofte støttet af store beløb der stilles til rådighed for disse organisationer af regeringer eller overstatslige organisationer som EU og FN, samt af penge og logistisk støtte fra et hav af jødiske og zionistiske organisationer.
At revisionismen er ved at blive accepteret som i hvert fald som et muligt troværdigt helt eller delvist alternativ eller modererende faktor til den propagandistiske version af holocaust historien, skyldes vel først og fremmest den logiske tanke at sejrherrernes historie som regel er farvet af propaganda, og de mange modstridende forklaringer, talvariationer og enorme overdrivelser der bevisligt er forekommet i tidens løb. Jødedrabet er stadigvæk ikke nær så færdig forsket som holocaustlobbyen forsøger at give indtryk af.
Mere på spil end historiske spørgsmål
Det er desuden også betydelig politiske og økonomiske og måske endda geopolitiske interesser knyttet til hvordan holocaust historien udvikler sig. Et andet klart tegn på at der er mere på spil end simple historiske spørgsmål, bliver tydeligt ved at holocaustpropagandaen oftest bliver serveret som del af, eller ledsaget af generelle multikulturelle propagandafremstød.
Med andre ord: de for tiden hos eliten dominerende dagsordener om multikultur og afnationalisering, er helt eller delvis afhængige af at holocaustmyten (det der udgør historie + det som (fortringsvis) jødiske propagandister har tilføjet via populærlitteratur og holocaust eventyr film) og den tilknyttede moralske dagorden, bliver stående som en monumental sandheder i massernes bevidsthed.
Nyttevirkningen af propagandaen større end hensynet til sagligheden
Holocaustvoldtægt i USA  |
|
| Øverst ses Sue Klau i færd med psykisk voldtægt af små børn. I stedet for at lege med uskyldige dyrefigurer, skal de små børn lære at identificere sig med et holocaustoffer. Lige som også Sarkozy forestillede sig det. | |
 |
|
|
Kunst og Sjæl: Skolebørn i hele Texas og Oklahoma har dekoreret sommerfugle som del af museets lektieplan om holocaust. |
Den mindste relativering af den tyske skyld, hvor logisk og retfærdigt den end måtte være, skal undgås, fordi den propagandistiske værdi og propagandistiske konsekvenser nu langt overstiger hvad historien i sig selv berettiger til.
Skulle man ikke have åbnet sindet fra vanetænkning og angst for at skille sig ud, så er den umenneskelige forfølgelse revisionister er udsat for i forskellige lande, samt holocaustteologernes krampagtige og ofte tragikomiske forsøg på at indoktrinere selv helt små børn med holocaustteologiens propagandistiske version af historien, der giver et fingerpeg om i hvilken retning sandheden måske skal søges.
Mange fremtrædende holocaustteologer som f.eks. det ofte citerede ægtepar Bøggild / Blum har heller ikke altid bidraget til styrkelse troen på den generelle holocaustteologis videnskabelighed, ved at komme med nærmest grinagtige og fantasifulde forklaringer og udsagn, der udstillede parrets uvidenhed i en række væsentlige spørgmål.
Nogle af deres bøger ikke mindst 'Løgnens Veje' har da også været genstand for kritik fra ikke revisionistisk side.
Den multikulturelle lobbys holocaustdillemma
Hvor historisk revisionisme ofte ledsages af en kritisk tilgang til Jødedommen, af holocaustteologiens præster dog ofte karakteriseret som 'antisemitisme', er det til gengæld lige så åbenlyst, ikke mindst med udgangspunkt i Sine Molbæk-Steensigs speciale, at den propagandistiske udlægning af holocaust ikke alene skal tjene fastholdelse af ét bestemt historiesyn, men at disse tiltag er en del af en overordnet kulturradikalisme der prædiker afnationalisering, globalisering, indvandring og modvilje mod traditionelle værdier.
Som det bliver udtrykt i EU kredse: 'Identitet er roden til alle konflikter'.
Holocaustteologerne har altså en politisk agenda, der ser det som sit hovedformål at 'opdrage' børn og unge til at acceptere det multikulturelle / multietniske samfund, plædere for 'antiracisme', tolerance og lignende idealer, mens den nationale identitet ses som noget der så vidt som muligt skal afvikles, sammen med traditionelle kønsopfattelser og andre traditioner der anses for at være skadelige for implementeringen af den multikulturelle og globalistiske dagsorden.
Her kommer disse multikulturelle teologer dog i konflikt med visse dele af holocaustpræsteskabet, der for en betydelig del består af Jøder med stærkt zionistiske bindinger. Disse to faktorer går ikke altid op i en højere enhed, for det er svært at forene fremstød for etnisk sammenblanding og multikulturelle samfund med forsvar for en decideret etnocentrisk stat kun for Jøder; en af de eneste stater i verden hvor etnicitet spiller en stor rolle, hvis' betydning bliver bekræftet af en utvetydig tilsvarende lovgivning.
Disse modsætninger har før sørget for intern splittelse i DIIS eller dens forløbere.
Sines troværdige kilder
Sine er ikke kredsen med hvem hun bruger som kilde. Her bl.a. nogle klare racistisk udtalelser af 'holocaustprofessor' Deborah Lipstadt, der tydeligt viser et ret kontant bias: Blandt modstanderne af blandede ægteskaber er Deborah Lipstadt, mest kendt for sin bog 'Denying the Holocaust', der skriver: 'vi ved hvad vi kæmper imod: antisemitisme, assimilation, blandede ægteskaber, kritik af Israel.' Flere klare meldinger fra Deborah Lipstadt: 'Den nye antisemitisme gemmer sig under dække af anti-Bushisme'. Hvilket skal modarbejdes ved at 'Jøder indtager nøglepositioner i de fleste nutidige samfund'. Kilde Da Lipstadt blev konfronteret med at Binjamin Wilkomirskis bog om hans påståede 'holocaustoplevelser' som hun roste højt i sin bog 'Denying The Holocaust' og opfordrede sine elever at læse, viste sig at være det rene opspind, reagerede hun med at sige: 'De nye afsløringer kunne komplicere sagen en smule, men [værket] er stadigvæk stærkt.' Kilde Men mærkeligt nok vurderes denne selverklærede jødiske racist, zionist og supremacist i positive termer, i modsætning til de mange revisionister der ikke er, og offentligt afviser at være racister. Åbenbart kan en persons troværdighed afgøres af om de tror på kosher historieskrivning eller ikke. Men Sine fyrer noget af om Lipstadts teorier om 'postmodernismen', og tvivler ikke spor. Andre kilder som Lipstadt hyppigt trækker på, er Jacques Blum og Eva Bøggild, der begge ikke er specielt kendte kendt for deres store historiske viden, men derimod for emotionelle og hidsige udfald, samt for i adskillige tilfælde at have gjort sig selv ubehjælpeligt til grin med bemærkninger der afslørede deres næsten totale ukendskab til både historieskrivning og til revisionisme. |
Sine Molbæk-Steensig er lidt ambivalent på dette område; godt nok henviser hun til klart zionistiske hjemmesider og organisationer, som Anti Defamation League og Memri.org, men noterer sig dog med en lille sidekommentar deres politiske slagside, uden at dette får hende til at tvivle på oplysningernes troværdighed. (ADL er en verdensomspændende extremistisk zionistisk organisation der er adskillige gange dømt for alvorlige ulovligheder.)
Ligeledes benytter hun den rødfascistiske organisation REDOX som kilde; en gruppe der arbejder fuldstændigt anonymt og formentlig bryder loven, og som oveni er allieret med den voldelige organisation AFA (antifascistiske aktion).
Foruden disse meget tvivlsomme organisationer anser Sine den amerikanske zionist Deborah Lipstadt tilsyneladende som en autoritativ kilde, på trods af denne dames helt klare politiske og private motiver for at have andet end værdineutral videnskabelig forskning som hovedformål.
Alt i alt har Sine dog tilsyneladende en tendens til at ligestille 'antisemitisme' og 'antizionisme', selv om hun tydeligvis også er klar over forskellene.
En svaghed ved specialet er at definitioner og konklusioner er lidt flydende og får en skiftende betydning alt efter hvor de optræder.
Visse dele af specialet er dog interessante; bl.a. afsnittene 3.1 Kampen om historien og politisk brug af den og 3.2 Hvad er 'korrekt historie'? (side 21)
Her er et forsøg på at skelne mellem 'rigtig' og 'forkert' historie
'Selvom der ikke eksisterer værdineutral historie, er der altså stor forskel på benægtere og historikere.
Benægterne adskiller sig fra historikere ved at være et fuldt ud ideologisk foretagende, og de bevæger sig dermed inden for en anden genre, nemlig den politiske tekst – dvs. at deres fremstilling af fortiden er selektiv og tendentiøs i et forsøg på at fremme deres ideologiske ståsted i nutiden.
'Rigtige' historikere gør det klart for læseren, når de spekulerer i stedet for at gengive spekulationerne som pålidelige, fastslåede facts.' (Side 24)
Påstanden 'Benægterne adskiller sig fra historikere ved at være et fuldt ud ideologisk foretagende' er bestemt ikke dækkende for alle revisionister, selv om der naturligvis er logik i at der før eller siden dukker politiske implikationer op i tilknytning til en persons historiesyn. I øvrigt kunne man påstå det samme om holocaustteologiens eksperter og historikere, der ofte er Jøder og lige så ofte aktive Zionister, og / eller mennesker der lever af at optræde som propagandister for det kulturradikale verdensbillede.
Både Sines 'Rigtige' historikere og revisionister gør sig til tider skyldig i ikke skarpt at skelne mellem fakta og spekulationer. Det er bestemt ikke noget kun revisionister har patent på, og forekommer desuden i alle videnskabelige discipliner.
Det morsomme er naturligvis at Sine Molbæk-Steensig med sin udtalte ideologiske baggrund i den for en stor del erklærede multikulturfremmende organisation DIIS, selv med stort eftertryk præsenterer sine påstande om 'Holocaust' som fakta, og i øvrigt nægter at diskutere disse påstande med andre end sig selv.
Sine Molbæk-Steensig om offerrollens attraktivitet:
Her har vi så en lille indrømmelse fra Sine der nok heller ikke vil blive modtaget med stor glæde hos det jødiske samfund.'Alligevel affødte rapporten voldsom kritik fra dele af det jødiske samfund i Danmark, som bl.a. mente, at rapporten nedtoner og forsøger at 'dække over' problemer med unge med arabisk baggrund som et udslag af politisk korrekthed. Desuden efterlystes en hel anden rapport, nemlig en redegørelse for antisemitisme i Danmark blandt flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten.
Polemikken illustrerer emnets sensitivitet, og Holocausts og antisemitismens politiske betydning: Fra jødisk side er der fortsat politisk interesse i at fremhæve jøders udsatte position i Danmark (og i verden), og man kan i og for sig se diskussionen som udtryk for offerrollens attraktivitet.' (Side 87)
Institute for Historical Review
I afsnittet om hjemmesiden Institute for Historical Review konkluderer specialeskriveren, at linkning til politisk farvede hjemmesider her øger utroværdigheden. Men forfatteren glemmer vist at så godt som alle de sider som hendes egen organisations hjemmeside holocaust-education.dk linker til, så godt som alle er tilsvarende holocaustindpiskersider, samt jødiske og israelske hjemmesider, der næsten alle som en har en prozionistisk politisk slagside.
Neutral historisk forskning om anden verdenskrig uden forudindtagede propagandistiske formål, er jo efterhånden ved at være en sjælden vare. Den forekommer snart kun i nogle revisionistiske kredse. Almindelige historieforskere vil for det meste ikke længere risikere noget, og går langt uden om det politisk set så brandvarme og farlige emne.
Her et afsnit om IHR siden der beskyldes for at have en hang til konspirationsteorier
Sine Molbæk-Steensig:
'IHR formår i høj grad at bruge aktuelle mediesager til at sætte egen dagsorden, og særligt det følsomme emne Irakkrigen og en evt. kommende krig mod Iran får meget opmærksomhed. Det skyldes formentlig, at netop denne sag appellerer til en stor del af den amerikanske befolkning, som gerne så krigen afsluttet (eller slet ikke begyndt) og soldaterne hjemme igen.
Artiklerne og IHR’s egne argumentationer for, at det er den jødiske/zionistiske lobby, der står bag krigen, skaber konnotationer til jødiske stereotyper: Jøder trækker i trådene bag kulisserne, skaffer sig mere og mere indflydelse og er ligeglade med menneskeliv, bortset fra deres trosfællers.' (Side 68)
Her vil jeg bare lige pointere at lige meget hvordan Sine prøver at mistænkeliggøre IHR's argumentation for at det er den jødisk/zionistiske lobby, der stod bag Irakkrigen, så er slige overbevisninger langt fra forbehold revisionister eller 'antisemitter' længere, hvis det nogensinde har været det.
Opfattelserne om den jødisk/zionistiske lobby's uhyggelig store magt er nu udbredt i vide kredse, og luftes nu med jævne mellemrum i de traditionelle medier, f.eks. i den nu verdenskendte hollandsk producerede udsendelse Portræt af et stort tabu: Den israelske lobby’s magt i de Forenede Stater eller CNN's tilsvarende Guds Jødiske Krigere og The Economists artikel At tæmme Leviathan. Selv Danmarks Radio har i de seneste år viet en række programmer til emnet.
Også den danske socialdemokrat Torben Lund er åbenbart faldet for de antisemitiske løgne, stereotyper og hvad ellers Sine kan finde på for at benægte den indlysende sandhed om Jødernes verdensomspændende netværk til større glorie af Israel og andre jødiske interesser.
Derudover har den selvsamme tidligere overrabbiner Bent Melchior der kritiserede Torben Lund for hans udtalelser om 'jødiske netværk' og 'de hænger sammen som ærtehalm' for nylig selv udtalt følgende:
'Muslimske grupperinger har mange medlemmer, men begrænset indflydelse, mens de jødiske samfund er fåtallige, men velorganiserede og indstillet på at dele deres erfaring og viden.' Link
Det må da vel kunne tages som en slags indrømmelse af det, som den samme Melchior prøvede at benægte, da han gik i kødet på Torben Lund, med international støte fra den anden side af Atlanten ved Kenneth Jacobsen fra Melchiors egen frimurerorganisation B'nai B'rith / ADL.
Men her er kulturradikale og formentlig venstreorienterede Sine måske mere på linje med den konservative avis Jyllands Posten, der i den anledning sammenlignede Torben Lund med den kendte nazipropagandist Julius Streicher?
Den jødiske Professor Norman Finkelsteins frontalangreb på holocaustindustrien nævnes af Sine, men dog ikke uden at han bebrejdes dette for ikke at tage hensyn til den propagandistiske værdi af holocaust-historien:
'I sin omdiskuterede bog Holocaustindustrien går Norman Finkelstein så vidt, at han påstår, at opmærksomheden omkring Holocaustbenægtelse først og fremmest skyldes, at det amerikansk-jødiske establishment har brug for et nyt skrækscenario for at retfærdiggøre flere Holocaustmuseer, bøger, læseplaner osv. Finkelstein mener, at uden det store fokus på benægtelse fra det amerikansk-jødiske establishments side ville ingen nogensinde have hørt om benægterne. 38
Den påstand kan der stilles spørgsmålstegn ved, og Finkelstein overser fuldstændig benægternes forståelse for at udnytte forskellige medier til at skabe opmærksomhed omkring deres sag.' (Side 19)
Hvad forslår du så Sine; verden må ikke høre sandheden om den ulækre udnyttelse af holocaustmyten, fordi der er andre der har fremført den samme åbenlyse sandhed? Skal vi holde låg på det, så Israel uanfægtet kan fortsætte sin koloniseringspolitik, og i fred og ro skal kunne sætte verden i brand f.eks. ved at udløse et nyt holocaust på Iranerne?
 Rabbi Yitzak Ginsburgh Chabad Lubavitch |
|
|
Ikke-jøders sjæl er af en total anden og mindreværdig karakter. De er fuldstændig onde, uden nogen som helst formildende træk overhoved. … |
Hvad angår det sidste del af citatet om Jøder: 'og er ligeglade med menneskeliv, bortset fra deres trosfællers' så er det en påstand der i høj grad baserer sig på realiteter der udspringer af den jødiske religion, jødiske gruppers handlemåder gennem historien, og ikke mindst fremgår dette fra israelske politikere, tidlige Zionister og andre jødiske lederes klare udtalelser i denne retning gennem tiden. Hvis Sine ikke selv kan Google sig frem til de snesevis af meget stygge udtalelser der er kommet fra disse ledere skal jeg gerne hjælpe hende på vej.
Her til højre en udtalelse fra en nulevende leder af en højrespekteret jødisk sekt, der modtages i europæiske hovedstæder, også her med multikulturelle slagord som alibi.
Også blandt nutidige forkæmpere for tortur er mennesker med zionistiske interesser, oftest Jøder utroligt overrepræsenteret.
Herhjemme var det det der kostede Arne Melchior hans politiske liv, og Herbert Pundiks mudrede udtalelser om emnet tilføjede ham en bule i den ellers så flotte humanistiske facade han har haft held til at opbygge i kulturradikale kredse.
Israel er ikke kun verdens eneste land med en helt klar racistisk lovgivning. Israel er også et af de få teknologisk udviklede og økonomisk set velstående demokratier hvor tortur af fanger er tilladt ved lov. Desuden er der påfaldende mange fremtrædende Jøder udenfor Israel der har ageret som torturapologeter sig enten klart eller i bedækte termer.
Blot i Danmark kender vi mindst to; se ovenstående link..
Gratis gode råd til IHR's webmaster
Ellers er gennemgangen af IHR's hjemmeside noget der mest virker som en rapport fra et webteknisk analysefirma, og hvis IHR's ophavsmænd kunne læse dansk ville der også her være værdifulde tips at hente. Desværre har IHR nok ikke adgang til de samme muligheder for økonomiske støtte som Sines offentligt finansierede institut kan glæde sig over.
Sine Molbæk-Steensig omtale af denne side vil muligvis stik imod hensigten tjene til at styrke troværdigheden af denne side en del. Der er jo ikke længere nogen forundring over at revisionistiske hjemmesider, hvis ophavsmænd i mange tilfælde er under forskellige former for angreb fra jødisk side ikke har det allerbedste forhold til i hvert fald den organiserede Jødedom.
Personer der er traditionelle 'antisemitter', hvis dette begreb i øvrigt er virkeligt eksisterende og ikke blot et levn fra fortiden eller produkt af en jødisk fordom eller et jødisk skabt fjendebillede, vil man sjældent finde i disse kredse. Ingen Jøder der opfører sig nogenlunde høflig og ikke aggressiv eller fjendsk ville få en uvenlig modtagelse her.
Konklusion
Jeg er i ovenstående langt fra kommet omkring alle hjørner i Sines speciale, men mener at dette er nok til at udstille specialets indre modsætninger og politiserende karakter. Det er Sine Molbæk-Steensigs egne private overbevisninger der tages udgangspunkt i, mens samtidigt enhver debat om Sines overbevisninger afvises med en påstand om at disse overbevisninger er almengyldige.
Et af de mest åbenlyse kritikpunkter er, at Sine Molbæk-Steensig fra starten af bedyrer at hun ikke ønsker at gå i rette med revisionistiske synspunkter og påstande. Virkeligheden er imidlertid at hun benytter enhver lejlighed til at polemisere mod de revisionistiske synspunkter. Derved overtræder hun fra starten af de mange afgrænsninger af området hun har defineret som udgangspunkt for specialet.
Klokkeklar overtrædelse af egne præmisser
Benægtelse eller fornægtelse? What's in a name? Det misvisende ord 'holocaustbenægtere' har i mange år været benyttet af fortalere for det koshere historiesyn for at henvise til revisionisterne, og ordet 'holocaustbenægtelse' for at henvise til historisk forskning der ikke anses for lødigt af holocaustteologiens præsteskab hvor der menes revisionisme. |
Derfor mener jeg at specialet hvis ikke af andre grunde burde være afvist, eller have fået en dårlig karakter på grund af klokkeklar overtrædelse af egne præmisser.
Desuden kan specialets rodede og uoverskuelige opbygning ikke undskyldes ved at hun allerede i starten tillader sig at bryde med de klassiske modeller for sådanne udgivelser. Der kunne tvært imod argumenteres for, at fravælget af vanlig struktur og overskuelighed er valgt bevidst, og at dette kun gør forbrydelsen værre.
Konsekvens er noget der er svært at få øje på, hvilket kunne ses som et forsøg på at besværliggøre kritik. Det er svært at beklikke Sines mod censurlyst hældende overvejelser der tydeligvis drypper ud af nogle af passagerne, når hun andetsteds i små bisætninger (men ikke uden beklagende undertoner) medgiver at ytringsfrihed også er en værdi i sig selv.
Her holdes Sine selv i ave af en offentlig moral der trods alt overvejende modsætter sig censur og begrænsninger af ytringsfriheden, men der skal ikke stor fantasi til at forestille sig hvordan Sine kunne have formuleret sig, hvis disse bremser ikke havde været til stede.
Overensstemmelserne med de efterhånden kendte kulturradikale 'forsvar for ytringsfriheden' som vi har hørt det så mange gange fra Tøger Seidenfaden og lignende typer vi så mange gange har hørt fremført i debatten om Jyllands Postens karikaturtegninger.
Ytringsfriheden, forskningsfriheden og informationsfriheden er 'selvfølgelig ukrænkelige' men vi skal helst ikke bruge dem når det muligvis kunne krænke nogen, især hvis disse 'nogen' er 'minoritetsgrupper'. Og her er Sine gået endnu et skridt videre, ved bevidst at forsøge at marginalisere en gruppe og at udfolde bevidste forsøg på at give dem 'minoritetsstatus', mens hun samtidigt argumenterer for at i dette tilfælde skal denne status netop ikke tilgodeses ved hensyntagen.
Positivt
Hvis man skal sige noget positivt om indholdet af specialet, kunne det være Sines kritik af revisionistiske hjemmesiders brugervenlighed og opbygning, men specialet handler jo ikke om en analyse af websiders brugervenlighed.
Andre ting der kunne mildne dommen en smule er, at Sines arbejde i forhold til andre skriverier om emnet er holdt i en lidt mere afdæmpet tone, og at Sine ikke helt afviser zionistiske og jødiske kræfters åbenlyse interesse i at holde liv i holocaustmyten.
Det er dog kun med en meget spag stemme og i et meget begrænset omfang, at denne erkendelse får lov til at udfolde sig f.eks. i nogle fodnoter om Yad Vashem museets og andre kilders politiske bias, og hun undergraver også her de principielle konsekvenser, ved som f.eks. i afsnittet om Norman Finkelstein at modsætte ønsket om sandhedstro og redelighed med de fra Sines propagandistiske synspunkt set negative konsekvenser af Finkelsteins analyse.
Nogle af betragtningerne angående revisionisternes begrænsede 'farlighed' er nogenlunde i overensstemmelse med virkeligheden, men bliver desværre også her skæmmet af de allestedsnærværende utilitaristiske hensyn.
Men, disse forholdsvis sobre betragtninger har også kun gyldighed hvis man holder dette striks indenfor rammen af den historiske revisionistiske diskussion, og ikke inddrager den overordnede konflikt mellem jødisk/zionistiske specialinteresser og resten af verden, som revisionismen også er en del af.
Og da Sine også her overskrider specialets erklærede begrænsninger ved at inddrage revisionismen i en overordnet 'antisemitisk kontekst', er soberheden af disse betragtninger kun af begrænset værdi, da revisionisternes kamp foruden ved revisionismens direkte sætten spørgsmålstegn ved det dominerende historiske paradigme, især har gjort gavn ved at udstille interessenterne og deres ualmindeligt beskidte metoder, når det gælder om at lukke munden på intellektuelle dissidenter.
For selv om revisionismens virke måske kun har haft en begrænset effekt når det gælder offentlighedens forståelse af jødeforfølgelserne under det nazistiske styre, har den haft et langt større effekt, når det drejer sig om afsløringen og forståelsen af andre nærtbeslægtede reelle og påståede jødisk/zionistiske historieforvridninger og politiske manipulationer, der de senere år med stadigt stigende intensitet dukker op til overfladen i den almene politiske debat.
 |
|
Formålet med ovenstående artikel er ikke kun at udstille dette speciales svagheder, men især at advare om hvor farligt et værktøj de såkaldte 'sociale videnskaber' er i bestemte interessegruppers, og ultimativt i totalitære hænder.
Dette var almen visdom den gang hvor Vesten havde den totalitære kommunisme i form af Sovjetunionen som modpol, men i dag synes denne forståelse i stigende omfang at være glemt i offentlighedens bevidsthed, og ikke mindst politikerne.
Igen er man begejsret for et stort ideal, der skal blive til virkelighed, og er villige til at overtræde alskens moralske og demokratiske bud.
Hvis ikke vi snart foretager en kovending, så vil vi snart leve under en ny form for fascisme; 'fascisme med et menneskeligt ansigt', og selvfølgeligt med et andet navn.
De Sociale Videnskaber - Det perfekte instrument for de totalitære
Sine Molbæk-Steensigs speciale - Internet macht frei? Holocaustbenægtelse på internettet (pdf)
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (Dansk)
Danish Institute for International Studies (DIIS) (English homepage)
Relateret:
Balder.org 1 oktober 2007 - Gymnasieelever der søger på Cyklon B (Zyklon B) bliver forført til holocaustbenægtelse
Revisionistiske hjemmesider - Dansk
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning - www.holocaust.nu
Jesus is Buddha - Christian Lindtner - www.jesusisbuddha.com
Patriot.dk - Ole Kreiberg - www. patriot.dk
Vestlig Samisdat - Lars Thirslund & Marianne Herlufsdatter - www.samisdat.dk
Dronten - Knud Eriksen - www.thedodo.dk
Mosaisk Upps - www.mosaisk.com
Revisionistiske hjemmesider - Udenlandsk
Institute for Historical Review - IHR - www.ihr.org
Focal Point Publications - David Irving - www.fpp.co.uk
The Committee for Open Debate on the Holocaust Bradly Smith - www.codoh.com
VHO - vho.org
Mange flere links her Balder Links Samling - Revisionisme
Anti-revisionistiske hjemmesider - Dansk
Dansk center for Holocaust og Folkedrabsstudier - www.holocaust-uddannelse.dk
Holocaust.info.dk - Mikkel Andersson - www.holocaust-info.dk/old/dk.html
Der kan i den kommende tid forekomme rettelser og tilføjelser på denne side.
Hernede en oversigt over alle artikler på Balder der har med jødiske emner at gøre.
Der er bl.a. en del artikler om den jødiske lobby, jødiske penge, falske hate crimes, afslørede holocaustløgnehistorier, jødisk suppremacisme, jødiske organisationers kamp mod ytringsfriheden osv. Det meste består af artikler og referater fra den almindelige presse!
| Balder Blog |
